22. september 2019
Da Andreas blev født, var han meget syg og trak ikke vejret. Mens han var indlagt, gav Lone og Peter hinanden et løfte. - Dér på hospitalet lovede vi hinanden, at hvis bare vi fik ham med hjem, så ville vi sætte pris på livet og hvert minut, vi fik sammen med ham. Jeg elsker Andreas af hele mit hjerte, men der har været dage, hvor det har været utrolig hårdt at holde det løfte, fortæller Lone. Foto: Kim Rasmussen
gallery icon

Se billedserie

Da Andreas blev født, var han meget syg og trak ikke vejret. Mens han var indlagt, gav Lone og Peter hinanden et løfte. - Dér på hospitalet lovede vi hinanden, at hvis bare vi fik ham med hjem, så ville vi sætte pris på livet og hvert minut, vi fik sammen med ham. Jeg elsker Andreas af hele mit hjerte, men der har været dage, hvor det har været utrolig hårdt at holde det løfte, fortæller Lone. Foto: Kim Rasmussen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Lones søn nægtede at gå i skole: Jeg følte mig som verdens dårligste mor

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Lones søn nægtede at gå i skole: Jeg følte mig som verdens dårligste mor
Taastrup - 07. maj 2019 kl. 19:36
Af Stina Felby Egerup
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

På bagsædet af den kørende bil sidder 10-årige Andreas og kaster sig rundt og forsøger at åbne bildøren, mens hans far forgæves prøver at holde ham fast. Ved rattet sidder hans mor med blikket rettet mod kørebanen, fast besluttet på at få sin søn i skole. Men inden i hende vælter følelserne rundt: Hvordan kan det her være det rette at gøre? Hvordan kan det være rigtigt, at vi skal behandle vores søn sådan her?

Inden køreturen har forældrene, Lone og Peter, i fællesskab hevet Andreas ud af hjemmet i Taastrup, fordi han igen nægter at komme i skole. Men i skole, det skal han. Det siger kommunen, og det siger hans lærere, og forældrene ved ikke længere, hvad de skal gøre. Lone har tigget og bedt, grædt, truet og lovet alverdens gaver, hvis bare Andreas vil af sted, men han nægter. Derfor ender det med den voldsomme biltur.

- Når jeg tænker på det i dag, kan jeg slet ikke forstå, at vi gjorde det. Det var det jo et overgreb. Men vi var bare presset så langt ud, at vi ville forsøge alt for at få ham i skole. Folk kunne ikke forstå, hvorfor vi ikke kunne få en 10-årig dreng til at gå i skole, og det kunne vi jo faktisk heller ikke selv. Jeg følte, at det var mig, der ikke slog til som mor, fortæller Lone Lindbaum i dag.

Hendes søn Andreas led i mange år af skolevægring, men det var der bare ikke nogen, der vidste. Andreas har fra barnsben lidt af epilepsi og fik diagnosen Asperger og ADD (også kaldet den stille ADHD uden hyperaktiviteten), og allerede i 2. klasse vidste Lone, at der var noget galt.

- Her begyndte det at være rigtig svært at få ham i skole. I starten skulle jeg bare køre ham i skole, men derefter blev jeg nødt til at vente i bilen udenfor, før han ville gå ind. Senere skulle jeg sidde i garderoben, og tilsidst ville han bare slet ikke af sted, fortæller Lone.

Det var i de år, problemerne for alvor tog fart. Andreas gik i specialtilbud, men de passede ikke rigtig til ham, og bare bitte små ting kunne gøre, at han ikke ville af sted. Lone gjorde alt, hvad hun kunne for at få sin søn i skole, men ofte nægtede han pure at komme af sted.

- Jeg var selv så flov over det og tænkte, at det måtte være mig, der var noget galt med. Selv venner og familie kunne ikke forstå, at vi ikke kunne få vores søn i skole, og jeg troede, vi var de eneste i hele verden, der havde de her problemer, siger Lone Lindbaum.

Et vendepunkt

I en periode blev Andreas hjemmeundervist, men der var også et helt år, hvor han bare ikke fik noget skoletilbud.

Men da Andreas var 16 år, skete der noget. Familien fik via kommunen tilbud om at starte hos Behandlingsskolerne, og det blev et vendepunkt for Andreas og familien.

- Vi blev mødt med en helt anden forståelse. De var ikke ved at falde ned af stolen, da de hørte, at Andreas ikke havde været i skole i et år, for det havde de hørt om før. Det var en enorm lettelse at finde ud af, at der var andre som os derude, der kæmpede med de samme ting, fortæller Lone.

Hun oplevede også en helt anden tilgang til familien fra Behandlingsskolerne, fordi de netop tog hånd om hele familien og alle de ting, der var omkring Andreas. Det handlede ikke kun om skolen, men de lavede en overordnet strategi for hele familien.

- Vi blev involveret i arbejdet, og de gav nogle meget konkrete instrukser. Alt den rådgivning og viden, vi havde fået før, var generel, men her fik vi specifik viden om netop vores barn, og hvordan vi kunne hjælpe ham og håndtere de konkrete situationer, der kunne opstå. Det gav mig en følelse af ikke at være alene, og at jeg ikke var helt galt på den. Det burde alle forældre få, siger Lone.

Behandlingsskolerne gik endda skridtet videre og fik Andreas udredt igen, og denne gang fik han diagnosen infantil autisme.

- De fortalte os i starten, at de aldrig giver op på et barn, og jeg tænkte »ja ja, vent nu bare«. Men det gjorde de ikke, fortæller Lone, som er dybt taknemmelig for den hjælp og behandling, Behandlingsskolerne gav.

Familien og Andreas fik blandt andet tilknyttet en støtteperson, der kom i deres hjem, og igen var det anden oplevelse for familien end tidligere.

- Der var bare så meget styr på det, og jeg fik hurtigt en stor tillid til dem. Det tror jeg også, Andreas kunne mærke, fortæller Lone.

Langsomt begyndte Andreas at lukke kontaktpersonen ind, og lige så langsomt begyndte han også at komme i skole igen.

- Jeg tror, at forskellen var, at det ikke bare var et skoletilbud til Andreas. Det var et behandlingstilbud, hvor der blevet taget hånd om hele familien. Jeg fik også den støtte og hjælp, jeg havde behov for for at kunne hjælpe Andreas, og det gjorde en verden til forskel, forklarer Lone.

Usikker fremtid

Andreas var tilknyttet Behandlingsskolerne i to år, men kunne ikke længere gå der, da han fyldte 18 år. Her begyndte han på STU-uddannelse i Bagsværd, som han har været glad for, og familien har kunnet bruge meget af det, de lærte på Behandlingsskolerne.

Hvad fremtiden bringer for Andreas er endnu usikkert, men Lone og Peter ser gerne, at han på sigt kunne bo i et botilbud, og det er kommunen nu ved at undersøge. Andreas vil ikke selv flytte fra forældrene, men Lone tror, at det ville godt for ham.

- Jeg er bange for, vi gør ham en bjørnetjeneste ved at lade ham blive boende. Jeg tror, han ville blive glad for det, og jeg håber jo, at han en dag kan skabe sig sit eget liv, siger hun.

Redaktionen

Ring på 43 77 26 30 eller skriv til:
redaktiontaastrup@sn.dk