

Se billedserie
En ny stor millioninvestering skal være med til at få padelsporten på alles læber i de kommende år.
Padelsporten er i dag verdens hurtigst voksende sportsgren, og nu er der gode nyheder på vej til alle, der er blevet bidt. Der er nemlig planer om at opføre Danmarks største, nyopførte padelcenter på 5.300 kvadratmeter i Høje Taastrup.
Centret skal ligge i det regionale fritidsområde på Bondehøjvej 18, lige nord for Racehall CPH.
Bag centret står to af frontløberne inden for sporten; Racket Club og tidligere ProPadel Dragør.
De to fusionerer nu og skaber en af landets største padelkæder, der fremover sammen kommer til at gå under navnet Racket Club.
Med den nyerhvervede grund i Taastrup og en 41 millioner kroners investering gør de klar til at opføre et padelcenter, der bliver det største padelprojekt med flest baner på dansk grund.
- Padel er verdens hurtigst voksende sport, og vores ambition er ganske enkelt at bygge de bedste baner til alle de danskere, der elsker padel. Vi ønsker at skabe centre, som omfavner sporten med blandt andet stor fokus på udviklingen af unge, der ønsker at dyrke padel, og tanken er desuden at skabe et foreningsliv omkring padel - noget som er ikke findes i dag. Vi vil derfor ikke blot være de største på dette marked, vi vil være de bedste, og de mest ambitiøse, fortæller Jacob Østergaard, der er en af indehaverne af Racket Club.
Han kommer sammen med Jan Larsen fra det tidligere ProPadel Dragør til at stå i spidsen for Racket Club.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Padel kan beskrives som en blanding af 80 procent tennis og 20 procent squash. Banen er lidt mindre end en tennisbane og er omgivet af vægge, der bruges aktivt i spillet. Sådan ser Racket Clubs nuværende baner i København ud - det kommende center i Taastrup vil efter planen bliver større. Foto: PR
Det nye center kommer ifølge planen til at stå klar fra oktober 2021.
Med det nye center vil Racket Club vil ved udgangen af 2021 stå for hele 39 danske baner, og ambitionen er at opføre yderligere 43 baner fordelt på fem centre over hele landet i løbet af 2022.
Sporten er også ved at blive populær i Høje-Taastrup, og sidste år søgte to lokale tennisklubber, TIK Tennis og Hedehusene Tennisklub, om støtte på 1,2 millioner kroner til tre padel tennisbaner.
Planen var at etablere to baner hos TIK Tennis og en bane hos Hedehusene Tennisklub.
De fik dog nej, da der ikke var sat penge af på budgettet, men der var stor politisk interesse for projektet og sporten.
- Jeg var en af dem i udvalget, der ikke kendte til sportsgrenen, men jeg blev hooked og fik lyst til at prøve det, da jeg fik læst om det. Det er meget populært for voksne, sagde Marjan Ganjjou (K), der var daværende fungerende udvalgsformand for fritids- og kulturudvalget.
Nu får hun og mange andre altså måske snart muligheden i et spritnyt lokalt center.
Padelsporten stormer allerede frem i Danmark - ligesom det blandt andet ses hos vores naboer i Sverige, så er padelsporten på rekordfart blevet mange danskeres nye favoritsport, og den er pt. verdens hurtigst voksende sportsgren.
Den nye sportsgrens store indtog i Danmark ses tydeligt hos både Racket Club og ProPadel Dragør, der kom ud af 2020 med et positivt driftsoverskud og en belægning langt over forventet - selv på første leveår og med en cirka fire måneders tvangslukning på grund af corona.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her
Redaktionen
Ring på 43 77 26 30 eller skriv til:
redaktiontaastrup@sn.dk