
Den konservative vælgerforeningsformand vil tilbage i byrådet.
Af Pernille Rohde
Steffen Mølgaard Hansen lægger ikke skjul på, at det var en svær pille at sluge, da han ikke blev genvalgt til byrådet ved kommunalvalget i 2013. Kort tid efter blev han dog valgt som ny lokalformand for Konservative og det var et skulderklap, der gav ham lyst til at fortsætte i lokalpolitik.
»Jeg overvejede da på et tidspunkt, om jeg bare skulle flytte til København som mange andre unge og starte på en frisk, men min interesse for politik, og især kommunalpolitik, er så stor, at jeg blev,« fortæller Steffen.
Udover at være formand i Høje-Taastrup, er han også blevet valgt til Konservatives talentprogram. Her får han sammen med 10 andre særligt udvalgte unge konservative undervisning i blandt andet kommunikation og kampagneteknik. Blandt andet undervises de af en skuespiller.
»Det er meget spændende at få individuel undervisning fx i kropssprog og vi får også mulighed for at bruge det vi lærer. Fx var jeg på talerstolen på landsmødet og før jeg gik på, blev jeg coachet af skuespilleren. Det er meget lærerigt,« siger Steffen, som snart skal til Bruxelles med talentholdet.
Fastlåste kommuner
Fornyelig blev han færdig som cand.scient.pol og kort tid efter fik han job i Gladsaxe Kommunes job- og arbejdsmarkedsafdelings ungeenhed, hvor han arbejder med økonomistyring. Og beskæftigelsesområdet er politisk Steffens hjertebarn. Som byrådsmedlem var han næstformand i arbejdsmarkedsudvalget og det er stadig et område, han brænder for.
»Jeg mener, at kommunerne i højere grad skal stå for jobformidling end de gør i dag. De bør være bedre til at organisere og målrette de ledige unge til job og bør være i tættere kontakt med virksomhederne,« siger Steffen Mølgaard Hansen. Han mener, at det er et problem, at området er så styret af lovgivning, at kommunerne i mange henseende er låst fast.
Steffen Mølgaard er en yderst aktiv formand for vælgerforeningen.
»Jeg er selvfølgelig med i den konservative gruppes politiske arbejde og samtidig lægger jeg hvert år handleplaner for både det organisatoriske og det politiske i foreningen,« fortæller han.
På Christiansborg er der også blevet lagt mærke til, at der sker noget i lokalafdelingen i Høje-Taastrup.
»Organisatorisk er vi en af de bedst drevne vælgerforeninger - en slags fyrtårn og vi markerer os ofte i forhold til hovedkontoret,« fortæller den lokale formand.
Han lægger ikke skjul på, at det han for alvor vil arbejde hen imod i den kommende tid er at blive genvalgt til byrådet.
»Jeg lovede Thomas Bak (S, red.) at fortsætte vores diskussioner om beskæftigelsespolitik og det løfte har jeg tænkt mig at holde,« siger han.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her
Redaktionen
Ring på 43 77 26 30 eller skriv til:
redaktiontaastrup@sn.dk