
Smittefare, restriktioner og hjemmearbejde betyder, at mange medarbejdere mister motivationen.
Det stiller krav til en anden type ledelse. Ifølge Dansk Industri Hovedstaden oplever mange virksomhedsledere, at det er svært at lede under denne coronakrise.
Der er behov for endnu mere ro og klarhed om opgaver og mål end tidligere, og samtidig er det vigtigt at få alle medarbejderne med.
Tilbuddet mødes med begejstring hos erhvervslivet i Høje-Taastrup Kommune.
- Det er en svær tid for mange virksomheder, og det her tilbud er især en gevinst for vores små og mellemstore virksomheder, som nu får adgang til nogle gode råd og værktøjer. De fleste store virksomheder er medlemmer af store arbejdsgiverorganisationer og kan få noget hjælp her, men det har små- og mellemstore virksomheder ikke. Derfor er vi glade for, at Høje-Taastrup Kommune også kærer sig for de små- og mellemstore virksomheder, siger Kim Rasmussen, formand for Høje-Taastrup Erhvervsforum.
Webinarrækken er resultatet af et nyt samarbejde, som Høje-Taastrup Kommune har indgået med DI Hovedstaden, Erhvervshuset og 11 andre kommuner i hovedstadsområdet.
På rådhuset fortæller erhvervsservicechef Anne-Mette Felby, hvofor kommunen går med i samarbejdet.
- Erhvervslivets udfordringer er ens på tværs af kommunegrænserne, og vi går med i det her, fordi vi gerne vil tilbyde virksomhederne i Høje-Taastrup Kommune relevante online kurser, som eksempelvis dette webinar om tiltag til at undgå corona-tristhed. Vi er glade for samarbejdet, fordi vi i fællesskab har flere ressourcer og kan nå ud til en bredere virksomhedsskare. Målet med samarbejdet er, at den enkelte hårdtarbejdende virksomhed får relevant målrettet information, der gør dem i stand til at geare virksomheden yderligere, siger Anne-Mette Felby.
Webinaret om ledelse under coronakrisen er blot et af flere, som kommunerne planlægger sammen med DI Hovedstaden
- Jeg er enormt glad for samarbejdet - særligt i en periode, hvor mange virksomheder kæmper på mange fronter. Både i forhold til selve forretningen men også i forhold til ledelse. Rigtig mange må arbejde hjemme og ser kun kollegaerne på skærmen. For dem, der stadig skal møde fysisk ind på arbejdspladsen, så er det sociale samvær også meget begrænset. Det kræver en helt anden ledelse, og det kræver, at man som leder tænker ud af boksen for at fastholde motivationen. Det vil vi gerne give noget inspiration, siger Peter Lanng Nielsen, formand for DI Hovedstaden og adm. dir. i Keolis Danmark.
Webinarerne om ledelse under coronakrisen er gratis for alle - også virksomheder, som ikke er medlem af Dansk Industri.
Det første webinar finder sted den 28. januar fra kl. 9.00-10.00.
Læs mere om webinaret her.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her
Redaktionen
Ring på 43 77 26 30 eller skriv til:
redaktiontaastrup@sn.dk