
En gammel kending slår dørene op igen torsdag den 12. september, når tøjforretningen Volume åbner på Taastrup Hovedgade 68, i de lokaler, hvor Volume igennem 34 år havde lokaler.
Og målet er klart fra de nye indehavere Anne og Steen Toft, der har butikken Vivi Mode på den anden side af gaden.
- Vi skal tilbage til den ånd, der var i Volume, da de gamle ejere havde forretningen. De havde smart tøj til billige penge til det unge segment. Volume var drevet godt og et kendt navn på hele Vestegnen, og derfor greb vi chancen og fik lokalet, da muligheden bød sig. Vi elsker udfordringer og håber og tror på, at forretningen kommer tilbage til den gamle ånd, siger Steen Toft.
Der knokles for at gøre butikken klar til åbningsdagen på hovedgaden.
- Vi har altid syntes, at Taastrup Hovedgade var en god og progressiv gade. Det er en slags »Lille Paris« med flere butikker. Der er det hele, og handelsforeningen er stærk. Der er mange mindre byer, der ikke fungerer, men Taastrup duer, og gaden er livlig, siger Steen Toft, der har fire butikker under navnet Vivi Mode.
Til at styre butikken har Steen og Anne Toft ansat butikschef Sasha Holm, som skal være med til at sørge for, at den nye forretning lever op til forventningerne.
- Hun har 10 års erfaring fra Bestseller-koncernen og ved, hvad de unge vil have. Forventningerne er, at vi får de unge tilbage til butikken og til hovedgaden, siger Steen Toft.
Volume kommer blandt andet til at have mærker som »Neo Noir«, »Jacqueline de Yong«, »Fransa« og »Soyaconcept«, og forretningen kommer også til at have en webshop.
Åbningsdagen markeres med masser af gode tilbud på den nye efterårskollektion.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her