
Kommuner med mange smittede får nu tilbud om lokal vaccination til ældre borgere, og det bliver tilbudt til 10 kommuner i Region Hovedstaden.
- I første omgang tilbød vi vaccination til beboere på alle plejehjem. Nu er det vigtigt, at vi også får tilbudt vaccine til de ældre, sårbare borgere, der bor i eget hjem. Vi har valgt at prioritere fem kommuner i Nord og fem i Syd, fordi de regionale vaccinationscentre i disse områder først åbner den 20. januar. Dermed er der færrest tider til rådighed i de to områder lige nu. Inden for de to områder har vi prioriteret efter højeste smittetryk, siger regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S).
Det er for at sikre, at denne uges leverance af vacciner bliver udnyttet fuldt ud og samtidig afprøve logistikken om lokale pop-up vaccinationstilbud, at Region Hovedstaden har valgt at tilbyde 10 lokale pop-up vaccinationstilbud fredag den 15. januar i tidsrummet klokken 15.00 - 20.00.
Regionen vil løbende have udkørende funktioner i hele vaccinationsperioden, men lige nu fokuserer regionen på de 10 kommuner, som er:
o Ishøj
o Høje Taastrup
o Albertslund
o Hvidovre
o Glostrup
o Fredensborg
o Helsingør
o Gribskov
o Hørsholm
o Hillerød
Regionsrådsformanden er glad for, at kommuner og praktiserende læger sammen med regionen griber denne opgave.
Pop up-tilbuddet planlægges efter samme opgavefordeling, som vaccination på plejecentre. Det vil sige, at regionen leverer vacciner, farmakonomer, udstyr og værnemidler til vaccinatør mv. De praktiserende læger vaccinerer og registrerer. Kommunerne sørger for de praktiske rammer og transporten af borgere.
Målgruppen er udvalgte hjemmeboende borgere over 65 år, som modtager praktisk hjælp og personlig pleje, og som har behov for hjælp til transporten.
Regionen forventer at kunne tilbyde vacciner til cirka 90 borgere i hver kommune ved denne lejlighed.
Samtlige 10 kommuner har takket ja til tilbuddet og har meldt tilbage med en liste på mellem 70 og 90 borgere, der skal transporteres hen til det lokale vaccinationssted.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her
Redaktionen
Ring på 43 77 26 30 eller skriv til:
redaktiontaastrup@sn.dk