
Flere og flere unge under 30 år på laveste kontanthjælpssats har svært ved at finde et billigt sted at bo, når de er klar til at flytte fra et bomiljø til en egen bolig. Og det skal der gøres noget ved, har socialudvaget i Høje-Taastrup Kommune besluttet på sit seneste møde, skriver DAGBLADET Roskilde torsdag.
- Udfordringen er at skaffe en bolig til de her mennesker, så de kan klare sig - og selvfølgelig til en husleje, der er til at betale, siger formanden for socialudvalget, Laurids Christensen (K).
Samtidigt er der også penge at spare for kommunen, da bomiljøerne er dyrere end selvstændige boliger. Således er der ifølge sagsfremstillingen, som udvalget har fået af kommunens administration, fem borgere, der er klar til at flytte fra bomiljøerne Porsehaven og Cirklen. Hvis disse unge får deres egen bolig, vil kommunen kunne spare knap 1,2 millioner kroner om året.
Derfor har udvalget godkendt, at administrationen kontakter de lokale boligselskaber for at høre, om kommunen kan anvise flere billige boliger til de unge. Desuden skal der arbejdes på at få bygget ti såkaldte basisboliger - et modulbyggeri til en husleje på 3200 kroner, som boligselskabet KAB og Københavns Kommune har udviklet i fællesskab - på samme matrikel som det eksisterende bomiljø Græshøjvej i Hedehusene.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her
Redaktionen
Ring på 43 77 26 30 eller skriv til:
redaktiontaastrup@sn.dk