18. oktober 2018
Der er stor ros fra anmelderen til titelrollen sunget af Lina Johnson i Opera Hedelands Lucia di Lammermoor. Foto: Thomas Olsen
gallery icon

Se billedserie

Der er stor ros fra anmelderen til titelrollen sunget af Lina Johnson i Opera Hedelands Lucia di Lammermoor. Foto: Thomas Olsen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Anmeldelse: Blodrød tragedie i Opera Hedeland

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Anmeldelse: Blodrød tragedie i Opera Hedeland
Taastrup - 08. august 2018 kl. 16:33
Af Bjarne Larsen
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Skrøbelig ung kvinde forelsker sig i den forkerte. Familien (her personificeret i hendes bror) tvinger hende til at gifte sig med en, de har valgt. Årsagen: magt, ære, penge. Det går selvfølgelig helt galt i Donizettis opera »Lucia di Lammermoor«, der bygger på Walter Scotts bestsellerroman fra 1819.

arrow Læs også: Stor billedserie: En blodig aften i Hedeland

Den græsk-britiske instruktør Rodula Gaitanou har valgt at lade operaen udspille sig i det skotske højland i 1700-tallet, som librettoen foreskriver. Det egner Opera Hedelands naturscene sig glimrende til. Scenograf og lysdesigner Simon Corder lader naturen spille med. Vi ser en kirkegård, en lille sø og masser af skotskternede kostumer - inklusive kilter. Ja, der er såmænd også en sækkepibespiller i aktion. Ingen kan være i tvivl om, hvor den tragiske bel canto-opera udspiller sig.

Donizettis opera blev en kolossal succes ved premieren i 1835 og har lige siden haft ry som et af de bedste værker i genren. En lang række koloratursopraner har i tidens løb brilleret i titelpartiet. Skal en opsætning af »Lucia di Lammermoor« lykkes, kræver det, at titelpartiet besættes med en sanger, der mestrer den særlige bel canto-stil: de halsbrækkende koloraturer, de lange bårne fraser sunget i sart piano og også meget gerne »tåren« i stemmen. Publikum skal føle med Lucia - ellers virker operaen ikke.

Den rigtige sanger

Heldigvis har Opera Hedeland fundet den helt rigtige sanger til rollen. Lina Johnson, som vi husker for fine præstationer i tidligere produktioner, vokser i løbet af dramaet til det store tragiske format. Hun er den lidt anonyme pige i første akt, der domineres af hendes bror, den stærkt syngende baryton Audun Iversen, der manipulerer efter alle kunstens regler. Hun møder Edgardo, broderens dødsfjende, og forelsker sig. At Lucia forvandles til en selvstændigt handlende kvinde, viser instruktøren ved at lade Lucia og Edgardo have, hvad der vel skal være et samleje, mens de synger. Det blev der fniset lidt af oppe på skråningerne.

Opsætningen »tænder« ikke rigtig før pausen. Den indledende korscene lyder, hørt på 14. række, som om en række solister synger hver for sig uden at bekymre sig alt for meget om at følges ad og ikke mindst følge det lidt tamme orkester. Det bliver bedre efterhånden som aftenen skrider frem, men vi er vant til mere fokuseret korsang.

Blodet sprøjter

Det scenografiske og dramatiske højdepunkt kommer efter pausen i den berømte vanvidsscene. Lucia er blevet manipuleret til at tro, at hendes elskede har fundet en anden og finder sig i at blive gift med den af broderen udvalgte. Højt oppe over scenen står en seng. Her skal bryllupsnatten foregå. Lyset skifter til blodrødt. Lucia myrder Arturo, som hun lige er blevet gift med, og blodet sprøjter. Det er virkelig godt fundet på, at vi får mordet at se. I librettoen fortæller den noget hykleriske præst (med flot malmklang i Steffen Bruuns bas) om mordet og påberåber sig hændervridende himlen.

Lina Johnson er fuldstændig overbevisende i sang og spil i denne scene. Og så akkompagneres hun af en glasharmonika, som partituret faktisk foreskriver, og ikke den fløjte, man oftest hører. Virkningen er overrumplende. Lucias fragile sind spejles i glasharmonikaens skarpe klange. Også stor ros til Sascha Reckert for virtuost spil på det sjældne instrument.

Lucias elskede Edgardo kommer for sent til at opklare manipulationerne. Donizetti har komponeret en flot slutscene, hvor han begræder sin elskedes død. Tenoren Adam Frandsen synger ham lidenskabeligt. Var han lige ved at løbe »tør« for stemme til sidst - eller var det et virkemiddel?

Nutidig historie

Instruktøren har udtalt, at hun finder »Lucia« overordentlig relevant - også i dag. Og det har hun absolut ret i. Også i dag kan finde man finde eksempler på, at piger tvangsgiftes for at sikre familiens »ære«. Man kan overveje, om ikke denne pointe burde vises tydeligere på scenen. Men man kan jo tænke selv...

Der er altså god grund til at se og høre denne »Lucia di Lammermoor«, som efter den lidt blege start kulminerer i storslået drama. Lina Johnsons gribende sang og spil glemmer man ikke lige igen. Til gengæld får orkestret under Martin Nagashima Toft for lidt ud af Donizettis dramatiske, italienske (!) musik. Det er for tamt.

Næste sæson kommer Bizets »Carmen« til Opera Hedeland. Det lyder som en rigtig god ide. Og så skulle operachef Claus Lynge måske tænke over, om det ikke kunne være en ide at spille en operette. Den lidt miskendte genre har fået en renæssance i Tyskland og Østrig - både på indendørs og udendørs scener. Franz Lehars »Smilets land« eller Emmerich Kalmans »Czardasfyrstinde« kunne være interessante.

»Lucia di Lammermoor« spilles igen på fredag og lørdag. Der er vist stadig mange billetter til salg.

 
Se billeder fra forestillingen øverst i artiklen.
 

arrow Hedelands operapremiere nærmer sig
27. juli 2018 kl. 11:42 Opdateret: kl. 10:58

Redaktionen

Ring på 43 77 26 30 eller skriv til:
redaktiontaastrup@sn.dk

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk