19. oktober 2020
Michael Besnier Jensen og Bente Thorhauge er på opfordring fra kommunen i gang med at starte en vinterbadeklub i Vallensbæk. Den skal holde til for enden af molen, hvor man er ved at bygge en badeanstalt.  Foto: Søren Schaadt Larsen
Michael Besnier Jensen og Bente Thorhauge er på opfordring fra kommunen i gang med at starte en vinterbadeklub i Vallensbæk. Den skal holde til for enden af molen, hvor man er ved at bygge en badeanstalt. Foto: Søren Schaadt Larsen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Vinterbadere opretter ny klub

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Vinterbadere opretter ny klub
Sydkysten - 11. oktober 2020 kl. 17:35
Af Søren Schaadt Larsen

Snart kan vinterbaderne i Vallensbæk mødes i en klub. I forbindelse med, at Vallensbæk Kommune opfører en badeanstalt indenfor molen på nordsiden af havnen, har kommunen inviteret lokale vinterbadere til at oprette en klub, som kan holde til i badeanstalten.

- De er allerede begyndt at arbejde herude, kan jeg se, siger Bente Thorhauge, som er med i den gruppe, som 6. november holder stiftende generalforsamling til vinterbadeklubben.

Hun og Michael Besnier Jensen, ekspert på sauna og vinterbadning, står ved Vallensbæk Strand, ved molen, hvor badeanstalten skal opføres.

De er begge vinterbadere gennem mange år, og lige nu bader de enten fra de forskellige badebroer langs bugten eller fra andre vinterbadeklubbers faciliteter:

- Lige nu er Vallensbæk Kommune den eneste kommune, hvor der ikke er en vinterbadeklub, siger Michael Besnier Jensen.

Derfor glæder de sig nu over, at vinterbaderne i Vallensbæk nu også snart kan få deres egen klub og egne faciliteter. Mens de snakker om den nye klub, kan man langs stranden se en del mennesker, som bevæger sig ud på badebroerne, tager tøjet af og hopper i det friske vand - selv om efteråret er begyndt at tage fat.

- Det er ikke vinterbadning endnu. Vandet er 15 grader, og man skal under to grader, før det kan betegnes som vinterbadning, siger han og griner lidt. Både Bente Thorhauge og Michael Besnier Jensen har pakket håndklæder, så de selv kan hoppe i bølgerne.

- Vi synes, at det er rigtigt dejligt, at de har startet det, siger Bente Thorhauge, som forklarer, at Vallensbæk Kommune i forbindelse med hele processen om badeanstalten og vinterbadeklubben, har været i dialog med kommunen.

- De har formentligt spurgt mig, fordi jeg har stukket næsen frem, og ofte har været i kontakt med dem om vinterbadning, siger hun og glæder sig over, den inddragelse, der har været i processen:

- Man bliver hørt på og spurgt ind til erfaringer, og de har lyttet efter. Michael har været vores mentor på sauna og på badesiden, siger Bente Thorhauge, mens Michael Besnier Jensen uddyber:

- Jeg har haft korrespondance med det finske saunafirma, om udformningen af saunaen, siger han. Det handler om, at få det bedst mulige resultat, når nu kommunen bruger en masse millioner på badeanstalten.

Af samme årsag inviterede Vallensbæk Kommune alle de potentielle brugere af projektet til at deltage i arbejdet med badeanstalten.

- Derfor skal vi også oprette en forening, når de nu bruger så mange penge på det. På den måde kommer vi, vinterbadere, til at have noget ansvar for badeanstalten, forklarer Bente Thorhauge.

Bente Thorhauge og Michael Besnier Jensen glæder sig over, at man nu kan oprette en vinterbadeklub - der er nemlig brug for den:

- Der er lange ventelister til de omkringliggende klubber, og vi har allerede 200 medlemmer i vores facebookgruppe, Vallensbæk Vinterbadning. Vi regner med, at 150 til 200 melder sig ind i løbet af de første måneder, forklarer Bente Thorhauge.

- I foreningen Vinterbadere i Danmark er vi på ti år gået fra 26.000 medlemmer til 52.000 - og så er der jo mange, der bare bader, uden at være tilmeldt, så det er blevet meget populært, de sidste år, forklarer Michael Besnier Jensen.

Klubbens stiftende generalforsamling kommer til at ske i mødelokalet Havet i Vallensbæk Kultur- og Borgerhus, og her er der kun plads til 50, hvis coronareglerne til den tid fortsat er aktuelle.

De understreger, at fordi vinterbaderne kommer til at benytte badeanstalten i årets kolde måneder, så vil den være åben for alle i den badesæson, som de fleste andre benytter sig af.

Og så er der navnet: Andre klubber hedder Bifrost, Havfruen, Isbjørnen, Vandhunde, Det kolde gys og meget andet.

- Det diskuterer vi meget for tiden. Der er mange forslag, men rigtigt mange af dem er brugt, siger Bente Thorhauge og nævner havfruen. Den stiftende generalforsamling finder sted i Vallensbæk Kultur- og Borgerhus i mødelokalet Havet 5. november klokken 19.

- Måske vi skal opkalde det efter mødelokalet Havet, siger Bente Thorhauge.

Kunne du godt tænke dig at arbejde mere hjemmefra?