
Kommunalbestyrelsen traf i juni 2020 beslutning om, at det skal være muligt for ejerne af en række ejendomme på Albertslundvej at frikøbe sig for den hjemfaldsklausul, der er tinglyst på ejendommene.
I alt drejer det sig om 180 lejligheder. På seneste byrådsmøde onsdag aften var sagen igen på dagsorden, men beslutningen består. Byrådet har besluttet, at prisen for at købe sig fri af klausulen skal fastsættes efter en mæglervurdering og ikke efter den offentlige vurdering.
Det kritiserer Dansk Folkeparti.
- For kommunen vil en prissættelse efter den offentlige vurdering ikke være mange penge, men det betyder meget for beboerne i lejlighederne. Vi støtter ikke, at priserne bliver sat efter ejendomsmæglernes vurderinger, sagde Kenneth Kristensen Berth på mødet og henviste til, at Brøndby og Gladsaxe kommune havde besluttet at følge de offentlige vurderinger i lignende sager.
Sydkysten har tidligere skrevet om, at en række beboere i lejlighederne på Albertslundvej nu bliver ramt hårdt økonomisk. Hjemfaldsklausulen betyder, at kommunen kan lejlighederne tilbage i 2064 for et symbolsk beløb. Kommunen giver nu mulighed for at købe sig fri af klausulen, men det kommer til at koste 600.794 kroner at købe en to-værelses lejlighed fri, og 718.744 kroner at købe en fire-værelses.
- Det hele virker så urealistisk. Jeg forstår ikke konsekvensen af det her. Jeg er gået fra at have en opsparing i min lejligheden, som jeg skulle bruge til at købe et lille rækkehus, til nu, hvor jeg hverken har råd til at blive eller sælge, sagde Lena A. Jørgensen, der bor i en af lejlighederne, for nylig til Sydkysten.
Borgmester Henrik Rasmussen mener, at aftalen, der nu er blevet besluttet, er så fair som muligt for alle parter.
-Det er altid svært, når man har med enkeltpersoner at gøre, der kommer til at sidde hårdt i det, men vi mener, at prisen skal følge markedet. Vi kan ikke tillade os andet, sagde han på byrådsmødet.
Anette Sandgreen og Søren Wiborg, begge socialdemokrater, loggede ud af det delvist virtuelle møde, da der skulle tages endelig beslutning, fordi de begge er inhabile i sagen. Beslutningen vil ifølge deres partikammerat Martin Nielson ramme dem hårdt, men alligevel stemte Socialdemokratiet for forslaget.
- Vi stemmer for, fordi det handler om alle borgernes penge, sagde han.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her