22. juli 2019
Nassrin Habash havde aldrig før haft et arbejde, da hun kom til Danmark som flygtning fra Syrien. I dag arbejder hun hos Frokost Power i Karlslunde. Foto: Jørgen C. Jørgensen
gallery icon

Se billedserie

Nassrin Habash havde aldrig før haft et arbejde, da hun kom til Danmark som flygtning fra Syrien. I dag arbejder hun hos Frokost Power i Karlslunde. Foto: Jørgen C. Jørgensen
Foto: Jørgen Chr. Jørgensen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Nassrin har gjort sine drømme til virkelighed

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Nassrin har gjort sine drømme til virkelighed
Opdateret 20. juni 2019 kl. 13:30
Sydkysten - 20. juni 2019 kl. 13:09
Af Jane Aunsbjerg Villadsen
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Nassrin Habash stod på bar bund, da hun kom til Danmark som flygtning fra Syrien. Hun talte ikke sproget, havde ingen kontakter, og hun havde aldrig før haft et arbejde. I dag - fire år senere - har hun fået foden indenfor i køkkenbranchen, som hun altid har drømt om at arbejde med.

Som ung pige ønskede hun at uddanne sig til kok, men hun måtte stoppe sin uddannelse efter niende klasse, da hendes far døde, og der var brug for hende derhjemme.

Da hun blev gift med sin mand, Aref, flyttede hun fra Aleppo til en mindre landsby og blev hurtigt gravid og sidenhen mor til i alt tre børn.

- Der var ikke tid til at tænke på mig selv og mit liv. Jeg havde mange ideer i mit hoved, men der var ikke tid til dem. Da jeg kom til Danmark, så jeg, at der var masser af muligheder her, men sproget er den første nøgle til alt. Jeg kæmpede meget med sproget og lærte det på cirka et år. Det er ikke perfekt, og jeg siger nogle ting forkert, men jeg forstår, hvad folk siger til mig, fortæller Nassrin, som er kurder fra Syrien og i dag bor med sin familie i Gersagerparken i Hundige.

- Jeg kan godt
Da borgerkrigen i Syrien tvang familien til at flygte, kom først Aref og siden Nassrin og børnene til Danmark. Her skulle de starte forfra på en ny tilværelse, og Nassrin blev hurtigt klar over, at hun måtte finde sig et arbejde.

Vejen dertil var dog ikke let, for hvor skulle hun begynde? En aften havde de besøg af Arefs chef og chefens hustru, som blev imponeret af Nassrins madlavning.

- Hun kiggede på mig og sagde: Nassrin, du laver rigtig god mad - du skal arbejde et godt sted. Hun gav mig energi og selvtillid, og da gæsterne var taget hjem, tænkte jeg: Ja, jeg skal arbejde, ligesom hun sagde. Jeg kan godt, men jeg er bange, fordi det er meget svært for mig i Danmark med et nyt sprog, nye mennesker, et nyt land og en ny kultur, husker Nassrin, som igennem chefens hustru fik kontakt til en anden kvinde, der skaffede Nassrin hendes livs første jobsamtale.

Fra Langelinie til Karlslunde
Med bankende hjerte og rystende ben trådte hun ind ad døren på Langelinie Pavillonen, som skulle blive hendes første arbejdsplads. Her lærte hun meget om det danske arbejdsmarked og om det at stå i et køkken, men med tiden blev hun også klar over, at hun ønskede at arbejde et mindre sted tættere på hjemmet i Hundige, hvor arbejdstiderne harmonerede bedre med livet som mor til tre.

Det sted fandt hun hos Frokost Power i Karlslunde, der tilbyder frokostordninger til virksomheder. Hun fik kontakt til virksomheden igennem Greve Kommunes jobcenter, der hjalp hende, selvom hun ikke var på kontanthjælp.

Hun blev først ansat på prøve i en måned i sommeren 2018 og er nu blevet en fast del af teamet. Det har krævet meget af hende at starte på en ny arbejdsplads, samtidig med at hun gik på sprogskole og tog et kørekort, men det har været det hele værd, fortæller Nassrin Habash.

- Det her job ville jeg ikke miste. Det ligger 10 minutter fra mit hjem, jeg har fri klokken 14.00, og det passer rigtig godt til mig. Jeg tænke: Okay, jeg skal lære, og jeg skal forstå. Men nogle gange har jeg også brug for, at danskerne forstår, fortæller Nassrin, der stadig kan opleve, at det er svært at forstå, hvad der bliver sagt på dansk, når det går hurtigt i køkkenet.

- Mine kolleger er rigtig gode til at hjælpe mig, og de siger hele tiden til mig: Nassrin, vi skal hjælpe dig, fordi du kan godt lide at lære sproget, og du kan godt lide at lave noget. Vi mærker, hvad du tænker, siger hun og fortæller, at hun er rigtig glad for sin chef, som har været meget fleksibel, så hun fik mulighed for at tage sit kørekort.

Stærkere i dag
Nassrin Habash fortæller, at hun ikke ville bytte sit nye liv med det gamle, selv hvis hun fik muligheden. Arbejdet og den rejse, som hun har været igennem for at få det, har gjort hende til en stærkere kvinde, forklarer hun.

- I Syrien havde jeg et stort hus på cirka 1000 kvadratmeter, og der var nogle gange to mennesker, der kom og gjorde rent og lavede mad til mig. Jeg lavede ikke noget, ud over at jeg passede børn. Da jeg kom til Danmark, var det til et helt anderledes liv. Jeg passer børn, gør rent og arbejder. Alle tingene til sammen, fortæller Nassrin og uddyber:

- Det giver mig stolthed, og jeg ranker ryggen mere. Da jeg boede i Syrien var jeg genert, og jeg havde ikke selvtillid, selvom jeg havde penge. I Danmark smager pengene anderledes, fordi jeg arbejder, siger Nassrin, som nu har hjulpet tre-fire veninder og sin mor med at finde et arbejde.

Den sidste drøm
Hverdagen på arbejdsmarkedet har også betydet, at familien skulle vænne sig til, at Nassrin var mindre hjemme - især om morgenen, da hun møder tidligt hos Frokost Power. Til gengæld kan de også se, at hun er blevet mere selvstændig og stoler mere på sig selv, forklarer Nassrin.

- Efter jeg har fået kørekort, kører jeg selv på arbejde, og min mand forbereder madpakker og gør børnene klar til skole. Vi hjælper begge to hinanden, siger hun.

I fremtiden drømmer Nassrin om selv at blive chef for et køkken, hvor hun kan føre sine visioner ud i livet om at blande danske madtraditioner med Mellemøstens opskrifter og krydderier. Evnerne prøver hun med jævne mellemrum af, når venner og bekendte holder fest, og Nassrin står for madlavningen.

- Jeg drømmer om en, som kommer og siger til mig: Jeg har et køkken, og du må godt starte det op. Det er min sidste drøm, som jeg har tilbage i Danmark, fortæller hun.