21. oktober 2020
Agnethe Vandel viser øvelserne, som resten af deltagerne skal foretage. Hun holder øje med motionisterne, for at sikre at de udfører øvelserne, som de skal. Foto: Søren Schaadt Larsen
gallery icon

Se billedserie

Agnethe Vandel viser øvelserne, som resten af deltagerne skal foretage. Hun holder øje med motionisterne, for at sikre at de udfører øvelserne, som de skal. Foto: Søren Schaadt Larsen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Morgentræning i Strandparken

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Morgentræning i Strandparken
Sydkysten - 06. juni 2020 kl. 18:03
Af Søren Schaadt Larsen

Mange træner udenfor i coronatiderne, men hos Corpi har de gjort det i lang tid - på deres egen måde. I Strandparken kan man en lørdag morgen se flere store cirkler af motionister, hvor motionister arbejder sammen om at komme i form. Et af de træningsfællesskaber er Corpi - Fit 360.

Med rolige koncentrerede bevægelser bevæger deltagerne i træningen sig. De bliver guidet gennem første halvdel af træningen på det såkaldte Fundamental Movement-hold af Agnethe Vendel.

Ind i mellem kan man høre et opgivende "Arg!", når en øvelse bliver for intens og en deltager må give op et kort øjeblik.

- Vores fokus er på kvaliteten i bevægelserne. Det handler ikke om at tage ti gentagelser. Hvis man tager fem gentagelser og kvaliteten i øvelsen er højere, så giver det lige så godt, forklarer Mads Storgaard, der denne lørdag morgen står for anden halvdel af træningen i Ishøj Strandpark.

Agnethe Vendel får de otte personer til at lave en benøvelse - en lunge, hvor man træder et skridt frem og sænker det bagerste knæ, så knæet næsten rammer jorden. Men i stedet for skiftevis at træde frem på hvert ben og lave mange gentagelser, lader Agnethe deltagerne stå med begge ben bøjede, så man virkeligt kan mærke musklen arbejde - og sveden begynder også at pible frem hos deltagerne.

Blandt deltagerne på holdet, fortæller flere, hvor godt lige netop den træning fungerer for dem:

- Jeg har en sårbar lænd. Jeg kan mærke, jeg er blevet stærkere og ikke længere har problemer med den. Her er en hyggelig ånd og god stemning, men vi bliver også presset, forklarer Steen, som netop har været med på holdet.

Deltagerne på holdet har alle aldre, men fælles for dem alle er, at de bliver udfordret på fysikken ved at deltage, og selv om ingen pruster og stønner højlydt, som man normalt ser i et fitnesscenter, kan man alligevel se, at de statiske og balancerede øvelser får godt fat i deltagerne.

- Om man er nybegynder eller øvet, så kan man altid blive udfordret, forklarer Mads Storgaard.

De to trænere har forskellige baggrunde, men har en fælles vision om, hvordan træningen skal foregå.

Agnethe Vendel er uddannet pilatestræner, mens Mads Storgaard arbejder med mobilitets- og funktionel styrketræning, samt calisthenics, som er styrketræning med et minimalt brug af vægte. Den træning de udøver i Ishøj Strandpark er en blanding af de træningstyper.

- Det handler om, hvad vi kan med kroppen, siger Mads Storgaard.

Da Mads Storgaard tager over, skal motionisterne sammen udfordre balance, muskelstyrke og koordination. Deltagerne bliver sat på alle fire, hvor de så skal løfte knæene, så de kun støtter på hænder og det forreste af fødderne.

Langsomt og kontrolleret skal en hånd først løftes. Derefter er det en hånd og en fod. Det får mavemuskler, skuldre og flere andre muskler til at arbejde hårdt. I forskellige variationer af øvelserne, bliver deltagernes muskler langsomt men sikkert arbejdet igennem - også de øvedes.

- Husk at fokusere på vejrtrækningen, lyder det fra træneren.

- Et fokus på vejrtrækningen kan flytte meget. Det vi øver, er bevidsthed om bevægelsen og vejrtrækningen. Vi skal sikre, at der er kvalitet i bevægelserne, siger Mads Storgaard, som hele tiden holder øje med, om deltagerne i træningen gør det langsomt nok.

- Man bliver meget opmærksom på musklerne, når man træner på den her måde. Når Agnethe siger, at vi skal bruge ballemusklerne, så er vi efterfølgende ikke i tvivl om, at vi har brugt ballemusklerne, siger Gitte, som har været med på holdene siden de begyndte i 2018.

- Jeg er frisør og bruger ben, ryg og arme meget. Men nu har jeg aldrig rygsmerter efter arbejde længere, siger hun og kalder træningen god og professionel.

Ole, som også har deltaget, fik for nogle år siden store problemer med ryggen, og han fik besked på at motionere af lægen.

- Jeg troede ikke rigtigt på det, men den her træning har faktisk virket rigtigt godt for mig, forklarer han.

Mads Storgaard og Agnethe Vendel tilbyder en række forskellige træningsformer, hvor de forsøger at udfordre de gængse fitnesstrends, som at løfte til musklerne ikke kan mere. I stedet arbejder de på holdende "Fundamental movement" og "Fundamental power" på at bruge kroppen til som træningsredskab. På power-holdet er der mere fokus på kredsløb, styrke og udholdenhedsøvelser.

I øjeblikket tilbyder de hold et par dage hver uge, men holder også en række workshops indenfor eksempelvis meditativ vinterbadning og barfodsløb.

Man kan følge med i, hvornår der er træninger, samt melde sig til, via Facebooksiden "Corpi - Fit 360".

Skal der være en forældelsesfrist for, hvor langt tilbage man kan rejse anklage om en krænkelse?