20. februar 2020
Bo Nygaard Larsen er journalist og forfatter og medlem af Solrød Byråd for Radikale. Klummen kan også læses i Sydkysten Weekend eller Solrød Avis i uge 6.
Bo Nygaard Larsen er journalist og forfatter og medlem af Solrød Byråd for Radikale. Klummen kan også læses i Sydkysten Weekend eller Solrød Avis i uge 6.
Foto: WWW.NIELSBUSCH.COM
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Klumme: Vinterhi med 2. Bundesliga

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Klumme: Vinterhi med 2. Bundesliga
Sydkysten - 07. februar 2020 kl. 19:01
Af Bo Nygaard Larsen
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Det er vinter, og jeg er gået i hi.

I sommer lavede vi en større omrokering i hjemmet, flyttede om på møblerne, så mulighederne an, og i et sjældent øjeblik af genialitet fandt jeg på at nedlægge mit kontor til fordel for en decideret tv-stue. Ikke sådan en politisk korrekt en, hvor alle kan komme med deres programønsker, der så ville blive tilgodeset efter en eller anden demokratisk formel. Nej, i den lille stue er det mig, der er herskeren, for nu, hvor jeg har rundet de halvtrælse halvtreds, er det en del af min selvrealisering at få lov til at udleve sådanne drømme.

Dybest set er det et udtryk for en frihedstrang. Jeg har, så længe jeg kan huske, altid sat friheden højt. Ikke kun for mig selv, men også for andre. Folk må gøre, sige og tro præcis, hvad de vil - og om de har høje hæle, hængerøv eller begge dele - rører mig ikke. Men hvor friheden for nogle hviler på bilens speeder, ligger min mellem de to fingre, der holder fjernbetjeningen. Måske det skyldes dengang, vi kun havde det ene fjernsyn, og der hver aften var en indædt kamp om netop fjernbetjeningen og den magt, den giver.

Men nu har vi så hver vores. Jeg er ingen snob, for som Det Brune Punktum har jeg en bred smag, der dækker det meste fra dokumentarer til alskens sportsprogrammer. Som for eksempel mandag aften, hvor jeg målrettet gik efter Bochum-Hamburger SV i 2. Bundesliga i fodbold. Og når fruen så spørger, hvorfor jeg af alle kampe lige præcis ser den, får hun det liberale svar: »Fordi jeg kan«.

Ja, det kan lyde åndssvagt, men stuen - eller loungen, som jeg kalder det kvadratiske rum - er netop den slags ventil, vi alle har brug for. Det er hulemennesket om igen, for spørgsmålet er, om vi i vores iver efter at få overfyldte kalendere og vise omverdenen, hvor dygtige vi er, glemmer vores behov for bare at være os selv og kunne trække os tilbage fra dagen, vejen og Facebook. På den måde er min tilstand en vinterkøreplan med færre afgange og færre muligheder. Ganske enkelt fordi, at den ikke vil, at jeg skal tage af sted. Og det passer mig strålende.

Vi er alle forskellige, og alle har vi vores egen måde at håndtere tingene på. Personligt kan jeg kun komme ned i mit allerdybeste jeg, hvis jeg har nogenlunde kontrol over de fysiske rammer og den tryghed, de giver. Og jeg har det nu bedst liggende. På sofaen. Jeg er så meget mere i sync med mig selv, når min krop lægger sig dybt ned i sofaen og jeg lader fjernbetjeningen vise mig den lange vej til mit vinterhi.

Bo Nygaard Larsen er journalist og forfatter og medlem af Solrød Byråd for Radikale.