17. oktober 2021
En ny rapport foreslår at etablere et nyt rehabiliteringscenter i Ishøj, der skal rumme genoptræningsfaciliteter samt 8-12 rehabiliteringspladser. I dag er det Kærbo, der modtager borgere, der skal igennem et genoptræningsforløb, men her er der pladsmangel på grund af en stigning i antallet af genoptræningsforløb. Byrådspolitikerne ser positivt på forslaget, som bliver endeligt behandlet i forbindelse med budgetforhandlingerne.
En ny rapport foreslår at etablere et nyt rehabiliteringscenter i Ishøj, der skal rumme genoptræningsfaciliteter samt 8-12 rehabiliteringspladser. I dag er det Kærbo, der modtager borgere, der skal igennem et genoptræningsforløb, men her er der pladsmangel på grund af en stigning i antallet af genoptræningsforløb. Byrådspolitikerne ser positivt på forslaget, som bliver endeligt behandlet i forbindelse med budgetforhandlingerne.
Foto: ClausA.dk
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Bredt ønske om et nyt rehabiliteringscenter i Ishøj

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Bredt ønske om et nyt rehabiliteringscenter i Ishøj
Opdateret 23. august 2016 kl. 10:35
Sydkysten - 23. august 2016 kl. 10:33
Af Anders Dall

Forslag om et nyt rehabiliteringscenter skal tage presset fra Kærbo, der i flere år har manglet plads til at følge med stigningen i antallet af kommunale genoptræningsforløb.

Siden kommunalreformen i 2007 har Ishøj Kommune oplevet en stigning i antallet af borgere, der sendes hjem fra hospitalet med en genoptræningsplan i hånden.

Alene i år har der været en stigning på 33 procent i antal forløb, og det er en udvikling, der kan mærkes på omsorgscentret Kærbo, som sammen med et center i Vallensbæk tager sig af genoptræningsforløb for både Ishøj- og Vallensbæk borgere.

- Vi har haft pladsmangel fra starten, siger Kærbos områdeleder Susanne Jørgensen.

Hun forklarer, at det større antal borgere, der skal igennem et genoptræningsforløb giver pladsmangel i træningscentreret på Kærbo. Det betyder blandt andet, at terapeuter er nødt til at foretage patientsamtaler ude på gangen.

- Terapeuterne har brug for større træningslokaler og samtalerum. Det er ikke rart (for patienten, red.) at snakke om private ting ude på gangen, hvor andre kan høre det, siger Susanne Jørgensen.

Rehabiliteringscenter
Områdelederen har siddet med i en arbejdsgruppe bestående af fagfolk og politikere der, siden oktober 2015, har undersøgt det fremtidige behov for plejeboliger i Ishøj Kommune.

En af de ting, som arbejdsgruppen anbefaler i deres rapport, er at oprette et nyt rehabiliteringscenter, der skal bestå af en nyt træningscenter samt 8-12 rehabiliteringspladser, hvor tanken er, at døgnpleje og træning kan kombineres.

- Hvis politikerne vælger den her løsning med at bygge et nyt genoptræningscenter, så beholder vi døgnpladserne her, men alt træning flyttes over i det nye, siger Susanne Jørgensen.

Hvis genoptræningsforløbene på Kærbo flyttes over i et eventuelt nyt rehabiliterinscenter, er områdelederen klar til at give den ledige plads i de to træningssale til Kærbos Aktivitetscenter, der med hjælp fra cirka 70 frivillige tilbyder omkring 40 aktiviteter til pensionister og efterlønnere i Ishøj.

- Der kommer rigtig mange her, så vi kunne godt bruge pladsen, siger Susanne Jørgensen og påpeger, at mellem 700-800 mennesker går igennem Kærbos aktivitetscenter hver dag.

Politisk opbakning
Og noget tyder på, at der er politisk vilje til at finde penge til et nyt kommunalt rehabiliteringscenter, når byrådet i løbet af efteråret skal lave budget for 2017.

På baggrund af rapporten ser borgmester Ole Bjørstorp (A) positivt på muligheden for at sætte handling bag rapportens anbefaling.

- Rehabiliteringscentret er højt prioriteret. Der kan vi se, at der mangler faciliteter i dag, siger Ole Bjørstorp.

Merete Amdisen (A), der er formand for Social- og Sundhedsudvalget, sad med i arbejdsgruppen som formand. Hun er godt klar over den udfordring, som Kærbo står med.

- Genoptræningscentret på Kærbo er blevet for trængt. Jeg tror ikke, der er nogen i byrådet, der er i tvivl om udfordringen, siger Merete Amdisen.

Hun slår dog samtidig fast, at rapporten kun lige er blevet præsenteret for byrådet, og at det først er under budgetforhandlingerne, at forslaget eventuelt kan blive til virkelighed.

Også hos Venstre er der opbakning til at opføre et nyt rehabiliteringscenter, som kan aflaste Kærbo. Det forklarer Lennart Nielsen (V), der også selv sad med i arbejdsgruppen.

- Hvis det stod til Venstre, så flyttede vi træningscenteret fra Kærbo, og det er også tanken i rapporten. Vi er meget enig i den konklusion, men vi skal finde nogle penge, siger Lennart Nielsen.

Poul Jørgensen fra Dansk Folkeparti bakker ligeledes op om ønsket, ligesom Niels Borre fra SF også går også ind til budgetforhandlingerne med den prioritet, at der skal findes penge til at bygge et nyt genoptræningscenter:

- Det skal vi. Det er ikke noget, man har råd til at lade være med, siger han.

Hos Enhedslisten oplyser Ole Wedel-Brandt, at man først i næste uge tager stilling til, om forslaget er noget, Enhedslisten vil prioritere i budgetforhandlingerne.

Flere plejeboliger
Af rapporten fremgår det, at Ishøj Kommune i 2022 kommer til at mangle mellem 36 og 39 plejeboliger. For at imødekomme det fremtidige behov for plejeboliger i kommunen, anbefaler arbejdsgruppen, at kommunen gradvist ombygger nogle af kommunens ældreboliger til plejeboliger.

- Vi har mange ældreboliger i Ishøj. Det er en rigtig god idé at bygge dem om efterhånden, som der er brug for det, siger Susanne Jørgensen.

Ombygningen kommer til at gælde for de ældreboliger, der er knyttet til Kærbo og kommunens andet plejehjem, Torsbo.

- Det er en simpel øvelse, som ikke er omkostningstung. Vores behov kan løses over en 10-årig horisont, fortæller Merete Amdisen.

Arbejdsgruppen diskuterede også muligheden for at bygge et helt nyt plejecenter. Af rapporten fremgår det, at den idé ikke blev til noget, blandt andet på baggrund af udregninger fra Energistyrelsen, som arbejdsgruppen henviser til i rapporten. Ifølge Energistyrelsen er plejecentre nemlig først driftsøkonomisk rationelle, når de rummer 60-80 boliger.

- Hvis vi byggede nyt, så ville vi ikke få brug for så mange pladser, siger Susanne Jørgensen.

I rapporten pegede arbejdsgruppen også på indsatser på demensområdet, indsatser over for ældre med anden etnisk baggrund, et samarbejde med socialområdet i forhold til skærmede enheder for borgere med psykiske eller misbrugsproblemer samt et samarbejde med lokalsamfundet.

Rejser du til udlandet i år?