21. marts 2019
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Borgmester ønsker borgermøde om lokalplan

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Borgmester ønsker borgermøde om lokalplan
Sydkysten - 03. marts 2019 kl. 15:36
Af Jane Aunsbjerg Villadsen
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Da planerne om "Strandens Hus" blev diskuteret ved tirsdagens dialogmøde, sad også borgmester Niels Hörup (V) med på tilskuerrækkerne. Han er glad for, at mange borgere tog sig tid til at byde ind med deres synspunkter, inden Solrød Kommune arbejder videre med forslaget til en projektlokalplan for Strandens Hus.

- Jeg synes, det var nyttigt, og det bekræftede, at det er rigtigt at tage de her dialogmøder tidligt i processen. Det skaber et bedre beslutningsgrundlag, siger Niels Hörup, der også oplevede spørgsmålet om en café/restaurant ved stranden som den største uenighed på mødet.

Han fortæller, at byrådet i januar besluttede, at der bliver etableret en café/restaurant i forbindelse med projektet, men at det endnu er for tidligt at sige, præcis hvordan den bliver udformet. Dog ligger det allerede fast, hvor længe restaurationen må holde åbent.

- Byrådet har besluttet, at der skal lukkes klokken 22.00, og ti gange om året kan der være en åbent til klokken 02.00. Det var ikke oplyst i går (tirsdag, red.), siger Niels Hörup, som forklarer, at åbningstider ikke reguleres af en lokalplan.

Fra ideer til plan
Han fortæller, at forslaget til projektlokalplanen forhåbentlig er på plads inden sommerferien. Herefter sendes forslaget i høring, og borgmesteren håber, at det i den forbindelse vil være muligt at afholde endnu et borgermøde.

- I går (tirsdag, red.) var dialogen på baggrund af ideerne, og det næste borgermøde, der kommer, ville handle om det konkrete lokalplanforslag, siger Niels Hörup.

Han fortæller, at projektet, som har været længe undervejs, blandt andet er drevet af et ønske om at skabe flere aktiviteter ved stranden.

- Vi har en meget populær kajakklub, vinterbadere, dykkere og sejlklub bare for at nævne nogle stykker - og der er flere, der gerne vil udfolde aktiviteter på stranden, siger han og fortsætter:

- Og så har projektet også været drevet af ideen om nogle faciliteter ved stranden, hvor man kunne få en kop kaffe, et stykke mad eller et glas hvidvin.

I januar besluttede byrådet at afsætte en mio. kr. til at lave udbudsmaterialet for Strandens Hus, og projektet skal sendes i udbud senest i december 2019, så byggeriet kan gå i gang i 2020.