Lørdag morgen kl. 8.53 rykkede politiet ud til et færdselsuheld, idet en personbil var forulykket og føreren forsvundet fra uheldsstedet.
På uheldsstedet fandt politiet en personbil med skader på fronten efter påkørsel af et vejskilt, så bilen var standset på Ammerupvej. Ingen øvrige trafikanter var tilsyneladende involveret i ulykken, så politiet begyndte straks at lede efter føreren. Herunder fik politiet kontakt til et vidne, der kunne give oplysninger om, hvor den mandlige fører måske kunne befinde sig.
Politiet kørte herefter til en bestemt adresse i Hårlev, hvor politiet traf en spirituspåvirket, 33-årig mand fra Glostrup. Han blev anholdt og sigtet for kørsel i den forulykkede bil i spirituspåvirket tilstand, og han blev endvidere sigtet for kørsel uden førerret i bilen, idet han ikke havde generhvervet sit kørekort efter udløbet af en tidligere frakendelse af førerretten.
Den 33-årige blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol og afhøring til uheldet, der skete af ukendte årsager efter kørsel ad Køgevej i nordlig retning.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her