Socialudvalget bestiller sparekatalog efter nyt budgetskred

<p>Da flertalsgruppen i oktober vedtog Stevns Kommunes budget for 2019, skete det dels med samlede driftsbesparelser for cirka 10 millioner kroner, dels med et kassetræk på godt 22 millioner kroner for at sikre, at besparelserne ikke blev endnu større og dermed udløste »en katastrofeopbremsning« af økonomien. Samtidig gav politikerne hinanden håndslag på, at de allerede tidligt i 2019 ville finkæmme kommunens økonomi med henblik på at skabe bedre balance mellem indtægter og udgifter i budget 2020.</p>