25. januar 2021
Billede
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Mindeord: Det stolteste træ i skoven er faldet

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Mindeord: Det stolteste træ i skoven er faldet
Stevns - 11. november 2020 kl. 14:32

Thorsten Sjølund er død, 104 år gammel.

Ved hans død træder mange minder frem. Da jeg var barn, boede Inge og Thorsten Sjølund i Hellested som nærmeste naboer til mit hjem. Vi kendte dem godt. Noget af det først, som jeg husker, er, da hele Hellested Sogn i 1949 ville fejre 100-året for Grundloven. Det skete med opførelsen af Gøngehøvdingen som friluftsskuespil - i sig selv en kraftanstrengelse. Der blev søgt i alle hjørner af sognet efter egnede talenter, i alt et halvt hundrede. Eet valg var dog let, nemlig rollerne som kong Frederik den 3. og dronning Sofie Amalie. De blev besat med Thorsten og hans billedskønne hustru: Inge.

Livet igennem har vi kendt Thorsten som den majestætisk, ranke mand. Både Inge og Thorsten var fra ungdommen elitegymnaster. Gymnastikken bragte dem sammen og var deres helt store interesse og kærlighed. Thorsten var den fødte fanebærer. I centrum af deres fælles glæde ved gymnastikken stod Gymnastikhøjskolen i Ollerup.

Thorsten var helt igennem æstetiker. For ham var det at være landmand ikke kun et spørgsmål om produktion. Kvalitet var det vigtigste. Jeg mindes den frugtplantage, som han anlagde på en sydskråning mod Sandbækken i Hellested. Det var en sand nydelse at komme i plantagen og se og smage på Thorstens æbler. Jeg husker, at han engang har fortalt, at han som ung havde en drøm om at anlægge en frugthave, hvor der var plantet roser langs vejene. Drømmen gik ikke helt i opfyldelse, da økonomien i frugtavlen ikke stod mål med anstrengelserne. Plantagen blev ryddet. Et bevis på, at Thorsten både var realist og konsekvent. Han opgav dog aldrig at skabe smukke omgivelser omkring sig. Mange har haft glæde af at få del i hans viden om havekunst og nyde hans egen have langt op i hans høje alder.

Thorsten mistede Inge alt for tidligt. Kræften tog hende efter et hjerteskærende, langt sygdomsforløb. Det er snart 50 år siden. Efter det kunne man somme tider få indtryk af, at Thorsten med sin jættestærke fysik kastede sig ud i et arbejdsmæssigt raseri. På Bovang i Hårlev opbyggede han en efter datidens forhold stor svineproduktion. Han var blandt de første i Danmark, der indførte såkaldt SPF- (Specifik Patogen Fri) produktion. Her var han også en foregangsmand.

Til stor glæde for hans familie og alle os, der har kendt Thorsten, bevarede han livet igennem - også i de svære tider - en meget veludviklet, humoristisk sans, som gjorde det let og til tider fornøjeligt at være sammen med ham. I mindet om Thorsten vil dog altid stærkest stå hans livslange kærlighed til den folkelige gymnastik og hans ranke skikkelse. Vi vil værne om hans minde.

Æret være Thorsten Sjølunds minde.

Lars Asserhøj
Tåstrupvej 5
Hellested

Aftalepartier holder fast i, at biler skal kunne konfiskeres ved farlig kørsel - uanset om føreren ejer bilen. Er det en god idé?
 

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk