28. oktober 2020
Charles Hansen og Aase Winther er begge klar til årets udgave af motionscykelløbet Vallø Rundt. 		  Foto: Rikke Michael Hansen
gallery icon

Se billedserie

Charles Hansen og Aase Winther er begge klar til årets udgave af motionscykelløbet Vallø Rundt. Foto: Rikke Michael Hansen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Jubilæum: Aase og Charles skiller sig ud i Vallø Rundt

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Jubilæum: Aase og Charles skiller sig ud i Vallø Rundt
Stevns - 17. september 2020 kl. 19:43
Af Rikke Michael Hansen

Himlingøje Gymnastikforening inviterer til 30 års jubilæumscykelløb. Aase Winther og Charles Hansen har været med hele vejen: Aase som deltager, mens Charles har stået for planlægningen i alle årene

For 30. gang afvikler Himlingøje Gymnastikforening cykelløbet Vallø Rundt.

I år køres løbet søndag den 20. september, og som altid er der fire ruter at vælge imellem på hhv. 25, 40, 60 og 80 kilometer.

Familien cykler med
81-årige Aase Winther, der bor i Hårlev, har deltaget ved alle løbene. Også i år er hun at finde på startlisten, og det bliver med startnummer 1.

Aase kører på sin elcykel, der også bliver brugt flittigt i hverdagen, både når hun skal op at handle i Brugsen, til banko i Hårlevhallen og når turen går til Ranestedet i Varpelev, hvor Aase udover en plads i bestyrelsen også har egen have med bærbuske og et stort pæretræ. Frugten bliver omdannet til marmelader, som børn, børnebørn og oldebørn nyder godt af.

Cykelformen bliver således holdt ved lige året rundt, og i sommerferien bliver der trænet lidt ekstra, for der passer Aase sønnens høns i tre uger. De - både sønnen og hønsene - bor i Arnøje, så der bliver det dagligt til 7 kilometer hver vej.

- Jeg har altid cyklet meget. Jeg nyder at være med til Vallø Rundt, og det bliver sjovt at se, hvor længe jeg kan blive ved, siger Aase, der også regner med at deltage i Vallø Rundt til næste år.

De første mange år kørte Aase ruten på 40 kilometer, men siden 2014 har hun tilbagelagt 25 kilometer. Den rute skal hun også køre i år, og det bliver i selskab med søn og svigerdatter - og barnebarnet på 29 år, som Aase for første gang har fået lokket med på turen.

Mange jern i ilden
Udover cykelløb, banko, bestyrelsesarbejde, bæravl og -sylteri har Aase adskillige andre interesser, bl.a. strikker hun hver onsdag formiddag sammen med de andre medlemmer af Himlingøje Gymnastikforenings aktivitetsklub.

Aase, der i mange år arbejdede på Hårlev Bibliotek, kan også godt lide 'at samle på ting', som hun selv formulerer det. Mere end 4.000 forskellige servietter, over 2.000 kuglepenne sammen med 'mindre' samlinger af nisser, svaner, dukker mm. er det blevet til gennem årene.

Og hver fredag mødes Aase med kortklubben, hvor der bliver spillet Whist helt frem til midnat.

Manden bag løbet
En af de andre spillere ved kortbordet fredag aften er Charles Hansen fra Himlingøje, som også har været en del af Vallø Rundt i 30 år.

Charles Hansen er dog ikke at finde som deltager i cykelfeltet; han er til gengæld 'manden bag løbet', for Charles har ansvaret for ruterne, praktikken og alle detaljerne.

Charles er i dag formand for cykelafdelingen under Himlingøje Gymnastikforening - hvor han for øvrigt er mangeårig kasserer. Han har været med til at planlægge Vallø Rundt, siden gymnastikforeningen i 1991 overtog løbet efter BK Vallø. Dengang var det Anker Hyldgaard, der var formand for cykelafdelingen, med Charles som næstformand.

Himlingøje Gymnastikforening kan for øvrigt fejre sit 130. år i år.

Forventer at få grønt lys
Trods den noget anderledes situation med corona, så regner Charles afgjort med, at løbet også kan gennemføres i år.

- Jeg afventer i øjeblikket grønt lys på de tilladelser, jeg har søgt hos både politiet og Stevns kommune, men jeg er ret sikker på at vi nok skal få dem, siger formanden.

Ruterne er til gengæld allerede på plads, for de er de samme som tidligere år.

Når tilladelserne er endeligt i hus, bliver næste opgave en tur rundt til sponsorerne efter præmier. For som altid er der gode præmier på højkant, og da Vallø Rundt er et motionsløb, fordeles præmierne ud fra lodtrækning på startnumrene. Hovedpræmien er en racercykel, sponseret af Johnnys Cykler i Hårlev.

Start og mål er som altid ved Himlingøje Forsamlingshus, og den tidligere formand, Anker Hyldgaard, har lovet at komme og skyde løbet igang og sende rytterne godt afsted.

Tilmelding er åben og kan ske til charlesh@c.dk eller ved fremmøde på dagen.

Vil man gerne cykle lidt mere regelmæssigt er motionscyklingen startet op igen efter en længere coronapause. Det er hver onsdag med start kl. 18.30 og mødested ved forsamlingshuset i Himlingøje.

Starttider for de fire ruter:
80 km. - kl. 09.00

60 km. - kl. 09.30
40 km. - kl. 10.00

25 km. - kl.10.30
Deltagergebyr:

25 og 40 km. - 70 kroner
60 og 80 km. - 100 kroner

Børn under 15 år - 50 kroner

Bliver du påvirket af overgangen til vintertid?
 

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk