19. september 2020
Helga Wolf har tre ønsker til Stevns Kommune før sin 70 års-fødselsdag: rent og giftfrit drikkevand til alle, anlæg af otte tals-cykelstier, så man ikke skal køre samme vej ud og hjem, og en offentlig bænk ved lyskrydset over for Falck-stationen i Store Heddinge. Foto: Henrik Fisker
gallery icon

Se billedserie

Helga Wolf har tre ønsker til Stevns Kommune før sin 70 års-fødselsdag: rent og giftfrit drikkevand til alle, anlæg af otte tals-cykelstier, så man ikke skal køre samme vej ud og hjem, og en offentlig bænk ved lyskrydset over for Falck-stationen i Store Heddinge. Foto: Henrik Fisker
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Helga vil have liv og sjæl i sundhedsvæsenet

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Helga vil have liv og sjæl i sundhedsvæsenet
Stevns - 04. december 2019 kl. 18:50
Af Henrik Fisker
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Helga Wolf er præstedatter fra Amager, og hun mener selv, at det må være årsagen til, at hun er født med en naturlig skepsis over for fastlåste sandheder.

- Far var autoriteten i familien, der sad og bad, mens Mor stod for det praktiske arbejde. Og når hun bad ham bruge sin position til at skaffe regn til haven, så kunne han ikke hjælpe. Det satte sig i mig allerede som barn, beretter hun.

Så når Helga Wolf af og til bliver betegnet som en kontroversiel person, så kan hun godt følge tanken.

- Jeg kan bedst lide de fornuftige beslutninger. Dem, der tager udgangspunkt i, hvordan almindelige folk har det - og ikke i, hvordan systemerne fungerer, siger lægen fra Store Heddinge, der på torsdag 5. december fylder 70 år og i den anledning har inviteret avisens udsendte til en snak hjemme i privaten på Bjælkerupvej.

Lyt til patienten

Helga Wolf har et meget langt CV efter, at hun forlod Københavns Universitet med en lægeeksamen og siden tog en række forskellige specialer.

Det er ikke for meget sagt, at hun har sat sig en række dybe spor de steder, hvor hun har arbejdet. Både på grund af sine holdninger, som hun sjældent lægger skjul på, og på grund af sine arbejdsmetoder.

- Jeg har altid taget mig tid til at snakke med folk for at finde ud af, hvad der er galt. Det er ikke altid, at de selv siger det, når de træder ind i konsultationen. Så må man lytte sig frem til, hvad det egentlige problem er. Men jeg er ikke den type læge, der bare skriver medicin ud i stedet for at snakke med patienten. Det har givet mig mange kontroverser med mine chefer, der syntes, at jeg brugte tiden ineffektivt, siger hun.

Helga Wolf fortæller om en mand, der klagede over ondt i maven, men selv efter en total bodyscanning havde lægerne ikke kunnet finde noget.

- Så undersøgte jeg ham med mine hænder og fandt en solid blindtarmsbetændelse, siger hun.

Patienter på samlebånd

På tilsvarende vis er Helga Wolf ikke bleg for at anbefale alternative måder at slippe af med en forkølelse og andre lettere sygdomme.

- Som det er i nu, skal jeg nærmest bevise, at Jorden er rund for at få lov at ordinere vitaminer og mineraler, selv om ernæringsvidenskabem ved, at det virker. Der bliver kun forsket i såkaldt rigtig medicin, for det er den, som industrien skal leve af - det er den, der giver knaster. Der er brug for begge dele i arbejdet med at holde befolkningen så rask som muligt, siger hun.

Det er her, at Helga Wolf advarer mod et sundhedsvæsen, der ender med at behandle patienter på et samlebånd i stedet for at betragte dem som individuelle mennesker.

- Rigtig meget af det, der ikke er på samlebånd, er fjernet - og så taber man nogle af patienterne i kronikergruppen, hvor en del af dem ikke behøver at være. Det er folk, som har det rent elendigt og dør for tidligt, siger hun.

Modermælk er bedst

Helga Wolf blev i sine yngre år landskendt som den kvindelige læge, der efterlyste spædbørnsvenlige sygehuse. Hun var medstifter af Den Danske Ammekomité, der bakkede op om WHO's anbefaling af, at mødrene ammer deres små børn i stedet for at give dem modermælkserstatning på et tidspunkt, hvor brystmælk »nærmest blev dømt ude«.

- Det er godt for barnets immunforsvar og beskytter samtidig mødrene mod brystkræft. I Danmark ammer mødrene efterhånden kun deres børn i tre-seks måneder, mens de ude i verden gør det op til to år. Og de unge mødre lærer ikke i dag at lægge barnet ordentligt til, siger Helga Wolf, der ikke mere er medlem af ammekomitéen, fordi »andre faggrupper i sundhedsvæsenet har taget magten«. Da bevillingen til ammekomiteen på en million kroner årligt var brugt efter fem år, lukkede den.

En alarmerende rapport

I sin lange karriere som læge har Helga Wolf bl.a. været kommunelæge på Stevns i over 10 år - fra 1998 til 2009. Det var i den funktion, at hun i 2001 vakte opsigt med at skrive en rapport om den almene sundhedstilstand i kommunen.

- Jeg fik en kasse med en masse statistik ind, som jeg skulle gennemgå. Det var alarmerende læsning, for jeg opdagede hurtigt, at der var rigtigt mange socialt udsatte mennesker på Stevns, siger hun.

I DAGBLADET blev Helga Wolfs rapport til en artikel med overskriften: Stevns har amtsrekord i skrumpelever. Ud over alkoholmisbrug var Stevns også højt repræsenteret med tobaksrelaterede skader. Rapporten vakte opsigt og kom nærmest som en chok for politikerne, der diskuterede årsagerne til den kedelige placering i statistikken på et åbent kommunalbestyrelsesmøde.

- En af mine anbefalinger var, at man ikke skulle fjerne borgerne fra Café Den Kolde Røv foran de offentlige toiletter, men derimod hjælpe dem med nogle bedre faciliteter. Det lyttede man til, og de fik borde og bænke at sidde ved. I dag har vi fået Café Stevnen som et godt, privatdrevet tilbud, siger hun.

Helga Wolf mener imidlertid ikke, at opgaven med forebyggende sundhed er løst i dag.

- Der er stadig masser af problemer at tage fat på, og man kan med fordel finde rapporten fra 2001 frem igen for at blive inspireret, siger hun.

Tre ønsker til kommunen

Ved sin 70 års-fødselsdag filosoferer Helga Wolf over det at blive ældre set med sundhedsmæssige briller.

- Generelt er det en positiv historie, for hvis du går bare 20-30 år tilbage, så var en 70-årig en person, der ikke rigtig kunne klare sig selv mere og derfor var afhængig af hjælp. I dag gælder det for de flestes vedkommende først, når du runder de 85 år. Min konklusion er, at man først er gammel, når man er slidt op og snart ikke kan mere, siger hun.

Helga Wolf har skrevet tre ønsker ned til sin fødselsdag. De drejer sig alle om folkesundheden og er rettet mod Stevns Kommune.

- Jeg ønsker, at alt drikkevand på Stevns skal være rent og giftfrit. Så vil jeg gerne have anlagt nogle otte tals-cykelstier, så vi kan få folk ud at motionere - det er lettere at motivere dem, når de ikke skal køre samme vej ud og hjem. Endelig vil jeg foreslå, at der kommer en offentlig bænk på det lille, trekantede græsareal ved lyskrydset over for Falck-stationen i Store Heddinge, så folk kan sidde foran hegnet og holde øje med, hvem der kører ind og ud af byen. Det vil være et fint sted at mødes og snakke sammen, siger hun.

Fødselsdagen fejres under private former.

Er du klar til at bære mundbind, når du skal handle ind?
 

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk