

Se billedserie
Både kunder og butikker var klar mandag formiddag, da det atter blev tilladt at åbne dørene ind til et væld af udvalgsvarer, som har været bag fysisk lås og slå siden nedlukningen af Danmark i slutningen af december.
Mandag 1. marts 2021 var første arbejdsdag for mange efter stevnsboernes vinterferie. Men det er nok ikke så meget det, at dagen vil blive husket for. Dagen i dag er nemlig også første åbningsdag i landets butikker efter en over to måneder lang historisk nedlukning af fysiske handelsrelationer.
- Det er simpelthen bare så dejligt at have kunderne tilbage i butikkerne, lød det således fra Store Heddinges handelsmand nummer et: Bent Møller, da DAGBLADET fik lov til at lægge beslag på to minutter af hans tid på dagen, hvor kunderne på ny kunne besøge én af hans mange handels- og udstillingsadresser i byen.
Bent Møller kan næste år fejre 50 års jubilæum som selvstændig butiksejer. Det hele startede i Algade, hvor han stadig er massivt tilstede på flere fysiske adresser med udvalgsvarer til de fleste af livets gøremål. Og noget af det, der kendetegner Bent Møllers forretningsstrategi, det er, at være fysisk til stede og yde en god service over for kunderne. Det betyder også, at Bent Møllers varer ikke har kunnet erhverves via nethandel under den lange nedlukning.
Heldigvis for butiksejeren var der mange kunder lige fra start, da han slog dørene op mandag formiddag.
- Det er rigtig godt, at vi nu har mulighed for at åbne op igen. Det har været en rigtig lang tid at gå uden at have haft mulighed for at sælge noget. Og det er da klart, at det også sat sine økonomiske spor, og den tabte omsætning tror jeg ikke på, at vi kan nå at indhente, forklarer Bent Møller, efter han har været en tur på lageret for en kunde.
Kunden er Randi Gammelgaard Pedersen, som før nedlukningen bestilte en ny sofa.
- Jeg skulle lige se, om den er kommet. Nu har der jo været lukket helt ned i butikken. Men jeg har da også lige været inde ved siden af og købe et vækkeur og en lommelygte, som vi har manglet, siger hun til DAGBLADET.
Selvom Bent Møller ikke har kunnet lukke op for kunderne, så har han ikke ligget på den lade side. Han har haft tid til at omorganisere butiksindretningerne på de forskellige adresser. Det betyder blandt andet, at møbel-udstillingen er rykket en tur over gaden, mens en del af tøjsalget er rykket over, hvor der tidligere var møbler.
Der bliver dog stadig solgt tøj på begge adresser, og man kunne se, at flere var dukket op for at blive inspireret. Således også en kunde fra Store Heddinge, der blot vil kaldes Merete i avisen.
- Jeg er her ikke for noget bestemt. Men jeg kunne ikke lade være med at komme, nu butikkerne lukker op igen. Så skulle jeg da lige ned og se, hvad der hænger på bøjlerne, siger hun og lægger til, at hun snart håber, at frisørerne også kan åbne:
- Det er det næste, jeg ser frem til.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her