I 1942 - mindre end to år før sin dramatiske og alt for tidlige død - udgav digterpræsten Kaj Munk sine ungdomserindringer med titlen: Foraaret så sagte kommer. Han lægger ud med en undskyldning - han undskylder, at bogen ikke er blodig, og at den ikke indeholder nogen maskingeværsalver. Denne præcisering skal formentlig ses i lyset af årstallet - to år inde i den tyske besættelse af Danmark, hvor man om noget kunne længes efter forår og lysere tider.

Vi længes stadig efter forår - ikke mindst i år, hvor coronaens greb om os alle gør vinteren ekstra mørk og lang. I år er der ingen mulighed for at kickstarte foråret med en rejse sydpå, hvor solen har mere magt. Så vi må søge de bittesmå forårstegn under hjemlige himmelstrøg. Et enkelt solstrejf gennem skyerne - og dagen er nu tiltaget næsten halvanden time. Mejserne pipper om kap med gråspurvene i haven - og vips! Hvad var nu det? Jo, vintergæk er brudt af mulden og står med de hvide klokker på en lun plet. Hvis så bare frosten kunne lade dem være i fred.

Det må vi ud at undersøge nærmere. Lørdag eftermiddag var støvlerne spændt på fødderne, og det var lige før, at der var trængsel på stierne i Vallø Slotspark. Ænderne snadrede om kap med blishønsene, svanefar gjorde sig til over for svanemor ude på øen i søen, mens en fiskehejre gjorde sig til og majestætisk lod sig beskue i toppen af et gammelt træ.

Jo, der var liv derude - lige indtil solen gik ned bag trætoppene i skoven bag søen og farvede himlen rosarød, alt imens kulden kom snigende mod os og mindede om, at det stadig kun er sidst i januar. Men foråret kommer - det er på vej!

Kaj Munk var bare ni år, da han skrev sit digt. Det var i 1907, og den unge digter boede i Maribo.

Foraaret saa sagte kommer. Snart kan vi vente den glimrende Sommer, hvor Fuglen bor i sit grønne Hjem. For os den synger saa køn en Sang, ja, synger og kvidrer Dagen lang, mens Græsset og Blomsterne sagte gror frem ..... saa kan vi jo haabe paa, at vi et frugtbart Aar maa faa med Sol og megen Glæde.