

Se billedserie
En person døde natten til søndag efter at være brændt inde i et dobbelt rækkehus på Askøvej i Hårlev. Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
Det er sket efter en voldsom brand i rækkehuset, hvor branden umiddelbart startede i udestuen, hvor flammerne var højest.
Da brandvæsnet kom frem var huset overtændt, og de begyndte slukningsarbejdet.
Naboerne i rækkehuset ved siden af brandstedet var kommet ud ved egen hjælp. Brandvæsnet kunne i første omgang ikke komme ind i huset, men sendte senere røgdykkere ind på grund af de kraftige flammer.
Omkring klokken 03 blev en død person fundet, som lå indebrændt i soveværelset. Den afdøde skal nu undersøges nærmere for at afklare med sikkerhed, om der er tale om husets 82-årige kvindelige beboer.
De pårørende til den 82-årige blev underrettet om branden og kom til stedet.
Rækkehuset nedbrændte, og familien, som bor ved siden af brandstedet, måtte genhuses.
- Brandteknikere undersøgte søndag formiddag brandstedet, og de fandt her intet som tydede på, at der var sket noget kriminelt, og vi formoder, at den indebrændte person er identisk med beboeren, men vi bliver nødt til at have personen officielt identificeret, før vi kan gå ud med en endelig melding, siger Camilla Schouw Broholm, der er kommunikationsmedarbejder ved Midt- og Vestsjællands Politi.
Politiet afventer nu erklæringen fra National Kriminalteknisk Center, for at kunne fastslå, hvordan branden opstod.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her