21. oktober 2021
Alle 19 medlemmer af Kommunalbestyrelsen deltog i andenbehandlingen af budget 2022, som efter godt to timers debat blev vedtaget med 15 stemmer for og fire imod. Foto: Henrik Fisker
Alle 19 medlemmer af Kommunalbestyrelsen deltog i andenbehandlingen af budget 2022, som efter godt to timers debat blev vedtaget med 15 stemmer for og fire imod. Foto: Henrik Fisker
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Budgettet kom i hus efter skarpe meningsudvekslinger

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

OBS! Denne artikel er en betalingsartikel og kan derfor kun læses af abonnenter eller mod betaling.

Budgettet kom i hus efter skarpe meningsudvekslinger
Stevns - 06. oktober 2021 kl. 14:59
Af Henrik Fisker

Lidt over to timer tog det - så var Stevns Kommunes budget vedtaget. Borgerne kan se frem til et 2022, der på det overordnede plan ligner det, som de kender - med samme skatteprocent og nogenlunde samme kommunale service som i år.

Eller sagt med borgmester Anette Mortensens (V) ord: "Det bygger på de trædesten, som vi lagde sidste år - det er ikke et valgbudget med en masse gaver i".

Trædestenen er i den forbindelse ikke mindst den rekordstore skattestigning, som de samme 15 politikere, der godkendte budgettet i aftes, vedtog sidste år. Selv om flere ordførere i flertals- gruppen gav udtryk for, at højere skat ikke er deres livret, erkendte de samtidig, at stigningen var nødvendig og for nuværende ikke står foran en tilbagerulning.

Skatteprocenten versus velfærdsudgifterne var samtidig det centrale omdrejningspunkt i debatten, der i nogen grad bar præg af, at der venter en valgkamp i de kommende uger.

Flertalsgruppen sekunderet af både SF og Enhedslisten skosede Nyt Stevns og Dansk Folkeparti for ikke at have fremlagt deres egne budgetforslag med anvisning på, hvordan de ville skære kagen, mens de to oppositionspartier fandt forligspartiernes budget "økonomisk uansvarligt". I alt havde 14 af de 19 kommunalpolitikere ordet i debatten.

Budgettets kvaliteter
Den første time af debatten gik med ordførerrunden, hvor de otte partier i Kommunalbestyrelsen efter tur gav deres mening om budgetforslaget til kende. Her var det karakteristisk, at forligspartierne især fremhævede de mange kvaliteter, som budgettet efter deres mening indeholder, mens de to oppositionspartier kritiserede flertalsgruppen samt SF og EL for at køre kommunen økonomisk i sænk. Først i den efterfølgende debat i anden time begyndte forligspartierne for alvor at give igen mod oppositionen.

Henning Urban Dam (S) var især tilfreds med, at kommunens ældre medborgere samt borgere med psykiske udfordringer bliver prioriteret, bl.a. med 1,5 million kroner til opnormering på plejehjemmene, en hjemmeplejegruppe i Rødvig med egen ledelse, en opnormering i voksen-handikapafdelingen og et blivende værested for unge under 25 år med psykiske udfordringer.

Line Krogh Lay (R) glædede sig over et nyt børnekulturhus i Hårlev, et nyt erhvervsrettet tilbud til elever i folkeskolen og penge til en analyse af specialundervisningen. Endvidere så hun frem til at kunne tilbyde flere elever i den kommunale musikskole gratis undervisning.

Effektivisering på rådhus
Bjarne Nielsen (V) så bl.a. frem til et fire-årigt projekt, hvor den nye direktion i kommunen skal komme med et bud på en effektivisering af de administrative arbejdsprocesser. Videre nævnte han cykelstien gennem Lille Heddinge, en skydebane i Stevnshallen og færdiggørelsen af besøgscentret i Boesdal Kalkbrud som projekter, som Venstre glæder sig til at se udrullet.

Mikkel Lundemann Rasmussen (K) havde tre nedslag i sin tale:

- Vi omdanner Hårlev Bibliotek og dets udearealer til kultur- og børnehus, vi færdiggør Stevnshallen, og vi udvikler Destination Stevns Klint med fortsat fokus på turismen, sagde han med henvisning til tre af de sager, som AET-udvalget har arbejdet med i det seneste år.

Jan Jespersen (SF) glædede sig bl.a. over fripasordningen til udsatte børn og unge, så de kan deltage i en sportsgren, og at der er udsigt til forbedret specialundervisning. Og så var han særligt tilfreds med, at biodiversiteten ved Sundheds- og Frivillighedscentret bliver øget.

Fire års zigzag-kurs
Varly Jensen (DF) slog fast, at flertallet "tydeligvis ikke magter at holde styr på kommunens økonomi". Han nævnte i den forbindelse, at kommunen har en gæld på cirka 500 millioner kroner, og at Stevns Kommune med sin skattestigning i år har opkrævet 40 millioner kroner, hvoraf de 30 er sendt videre til staten i form af en strafafgift. Det er jo Ebberød Bank, mente han.

- I søgte 25 millioner kroner som vanskeligt stillet kommune. Jeres ansøgning er jo i sig selv en indrømmelse af, at økonomien halter, men I fik afslag. Konklusionen er, at Stevns skal kunne klare sig selv uden en skattestigning og uden kassetræk, mente han.

Mogens Haugaard (Nyt Stevns) mente, at flertallet gennem hele valgperioden har præsteret "fire år med en zigzag-kurs".

- Vi har ikke lavet noget budgetforlig i år, for der er jo valg lige om lidt. Så kan vælgerne tage stilling til, om de er tilfredse med at ligge i den dyreste fjerdedel målt på skatteprocent. Vi mener ikke, at Stevns er attraktiv nok som tilflytnings- og erhvervskommune med en skatteprocent på 26, sagde Mogens Haugaard og gentog Nyt Stevns' ønske om at genåbne budgettet straks efter nytår.

Ulven kommer
Det kommer dog næppe til at ske. Bjarne Nielsen (V) slog i et længere udfald mod Nyt Stevns fast, at genåbning af budgetter kun er noget, som man gør i en katastrofesituation.

- Stevns Kommune er her endnu, pengekassen er ikke tom, og vi er heller ikke sat under administrationm sagde han.

- Venstre er ikke normalt tilhænger af skattestigninger, men her stod valget mellem pest eller kolera. Vi ønskede ikke store nedskæringer af serviceiudgifterne, og prisen for skattestigningen sidste år var 180 kroner om måneden for hver skatteborger, sagde han.

Thomas Overgaard (S) mente, at retorikken fra de to oppositionspartier mindede mest om eventyret, hvor fårehyrden råber "Ulven kommer". Hans gruppeformand: Henning Urban Dam anskueliggjorde tallene således:

- Vi har med stor sikkerhed indtægter i 2022 på 1.584 millioner kroner. Men i 2019 lød forudsigelsen, at vi ville have 1.483 millioner kroner. Altså får vi 101 millioner kroner mere, end vi troede for to år siden. Det viser, hvor usikkert det er at forudsige vores indtægter i et tre-årigt perspektiv, pointerede han.

DF stemte imod NS
Budgettet blev som nævnt vedtaget med 15 stemmer mod oppositionens fire. Bagefter kom Nyt Stevns' notat med forslag om en skatteprocent på 25,25 procent og en genåbning af budgettet efter nytår til afstemning. Her var det ventet, at den samlede opposition ville stemme for. Men Dansk Folkeparti stemte imod, for som Varly Jensen begrundede det, kan DF ikke stemme for en skattestigning - i dette tilfælde i forhold til de 25,0 procent, som kommuneskatten var i 2020. Nyt Stevns' notat fik derfor kun listens to egne stemmer for.

Synes du, der skal lægges klima-afgifter på flyrejser?
 

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk