

Se billedserie
I Stevns Kommune er der løbende sket en stigning i antallet af borgerlige vielser i perioden 2011 til 2016. Men fra 2015 til 2016 har man oplevet en decideret eksplosiv vækst i antallet af udenlandske par, som søger hertil for at blive gift, og det giver travlhed både på og uden for rådhuset. 66 udenlandske par er således kommet til Stevns for at blive smedet sammen i det forgangne år i forhold til fire i 2015.
- Der er selvfølgelig et større arbejde forbundet med en så stor stigning, så vi har måttet revurdere vores turnusordning, så der er flere politikere, som har fået bemyndigelse til at foretage de borgerlige vielser, siger Annette Kjær, der er centerchef for Politik og Borger.
Som udgangspunkt er det borgmesteren, der er bemyndiget til at foretage vielser, men for at Mogens Haugaard Nielsen ikke skal »drukne« i vielsesritualer, så har han nu bemyndiget en hel række af politikere til at foretage vielserne - ligesom kommunaldirektøren og fire embedsmænd har lov til at udføre ritualet, der kan foregå både på rådhuset og andre lokaliteter, forklarer Annette Kjær.
Blot fra 2015 til 2016 er der foretaget 50 flere vielser, svarende til en stigning på 70,4 procent.
Ved et nærmere kig på de borgerlige vielser viser statistikken, at forøgelsen udelukkende skyldes en stor stigning i antallet af borgerlige vielser af udenlandske par.
Derimod er der faktisk sket et fald fra 2015 til 2016 i antallet af borgerlige vielser af danske par. I 2015 var tallet 55 mod 41 i 2016.
Kommunen må kun tage 850 kroner for en vielse - det er lovbestemt. Men der kommer mange afledte penge i kassen ude ved de private aktører. Desuden giver bryllupsceremonierne en hel del positiv omtale for Stevns og specielt Stevns Klint i alskens medier i både ind- og udland.
Læs mere i DAGBLADET Stevns lørdag
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her