4. august 2021
Landsholdskokken Per Thøstesen håndterer hummere og foie gras på sin restaurant, Bistro Boheme, til daglig. Men på landsholdets kampdage er der ingen fine fornemmelser, for der står han og rister hvidt toastbrød, som spillerne spiser med Nutella, peanutbutter, syltetøj, honning eller ost.
gallery icon

Se billedserie

Landsholdskokken Per Thøstesen håndterer hummere og foie gras på sin restaurant, Bistro Boheme, til daglig. Men på landsholdets kampdage er der ingen fine fornemmelser, for der står han og rister hvidt toastbrød, som spillerne spiser med Nutella, peanutbutter, syltetøj, honning eller ost.
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: EM-holdet samles om kålsalater og trøffelrisotto

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

OBS! Denne artikel er en betalingsartikel og kan derfor kun læses af abonnenter eller mod betaling.

EM-holdet samles om kålsalater og trøffelrisotto

Landsholdskok Per Thøstesen forkæler spillere og stab i Danmarks EM-lejr med sunde og velsmagende retter. Kun en fynsk specialitet kan bringe sundheden i fare.

Opdateret 19. juni 2021 kl. 20:55
Sport - 19. juni 2021 kl. 20:00
Af Ritzau

Der er marginaler og procenter at hente alle steder i bestræbelserne på at få succes ved EM-slutrunden. Også i køkkenet.

Og på lige præcis det område kan det være svært for modstanderne at matche forholdene i den danske EM-lejr i Helsingør. Her står landsholdskok Per Thøstesen med hovedansvaret for potter og pander sammen med sit team.

Madconnaisseuren ejer og driver til daglig restauranten Bistro Boheme i det centrale København, men i fem perioder om året er kalenderen ryddet i landsholdets tjeneste. Sådan har det været i 20 år, og kokken er i gang med sin sjette slutrunde med A-landsholdet.

Hver eneste dag de seneste tre uger - og forhåbentlig de kommende tre uger - står han klar med tre daglige måltider. Mens morgenmaden og frokosten har en snert af rutine over sig, er aftensmaden kokkens tid til at stråle.

Med fokus på smag og ernæring skal landsholdsspillerne forkæles på højeste niveau, og det er der gode vilkår for, når nu slutrunden spilles i Danmark.

- Fra tid til anden spiller vi i lande, hvor vi ikke kan gøre det bedre, end den kvalitet der er til rådighed, eller hvad hotellets køkken tillader. Derfor er det madmæssigt en kæmpe fordel at være i Danmark.

- Jeg kender alle leverandørerne, og jeg ved, hvad der er sæsonvarer i Danmark, så vi har sindssygt mange muligheder. Vi skal gøre det ultimative, så vi hver aften kan sige, at spillerne gik glade fra bordet og sagde tak for mad, siger Per Thøstesen.

Han bestemmer også menuen, men tager gladeligt imod ønsker fra spillerne. Som udgangspunkt adskiller de fleste af de ønsker sig også fra, hvordan mange andre danske mænd i 20'erne lever.

- Vi skal huske, at vi har at gøre med topatleter, som på daglig basis er i fuld kontrol over, hvad de spiser, for ellers ville de slet ikke kunne spille med på landsholdet.

- Så hvor kosten tidligere ikke nødvendigvis var et vigtigt element for alle spillere i dagligdagen, så er den det nu. Før i tiden kunne al salaten godt stå tilbage, mens spegepølsen, remuladen og de ristede løg var væk - i dag får de slet ikke de tre ting, siger Per Thøstesen.

Undervejs i sine to årtier som landsholdskok har han oplevet forskellige trends. I en periode var det for eksempel yderst populært med friskpresset rødbede- og sellerijuice, men så kom der fokus på sukkerindholdet i en sådan cocktail.

- Der er ikke så mange vanemennesker blandt spillerne, som der har været tidligere. Faktisk vil jeg sige, at stort set alle er meget åbne og vil gerne spise mange forskellige ting.

- Før i tiden var der spaghetti bolognese hver dag, og nogle spiste det hver dag til frokost og aften. Det har vi slet ikke længere. Der er også dage, hvor vi ikke har pasta længere - bare for fem år siden ville det have været en dødssynd.

- I dag vil spillerne rigtig gerne have gode salater, især kålsalater. Det skal gerne være mig, som har mikset den, i stedet for at de står ved en salatbar, hvor de så kan tage nogle agurker, tomater og sådan noget.

- Og så elsker de en rigtig god pastaret eller risotto, gerne trøffelrisotto, siger Per Thøstesen.

Uanset hvor i verden han kokkererer for Kasper Schmeichel og co., skal grøntsagerne være helt friske, fisken være uden ben, og kødet skal være fedtfattigt. Listen med principper er lang.

De kostbevidste spillere hopper over smør på brødet og udviser ikke den store lyst til at spise store portioner dessert. Med en enkelt undtagelse.

- Den eneste ting, hvor de ikke kan styre sig, er, når der bliver lavet brunsviger, siger Per Thøstesen.

Under normale landsholdssamlinger er udebanekampene de sværeste for kokken. Det kan for eksempel tage lang tid at forberede et Balkan-køkken i at skulle kokkerere efter Thøstesens og landsholdets nordiske standarder.

- Derfor ender vi nogle gange med at skrue meget ned for kreativiteten og vælge de helt sikre løsninger, siger kokken.

Under EM kan Danmark også komme på udebane efter gruppespillet.

- Der sender jeg min kollega Tobias afsted, når vi kender vores kommende destination, og så går han på det lokale marked, i supermarkederne og forbereder det lokale køkkenpersonale på, hvad der venter, når jeg kommer med holdet, siger Per Thøstesen.

Blandt de danske spillere er stor tilfredshed med maden. Den høje madkvalitet er med til at gøre måltiderne til et socialt samlingspunkt og ikke bare en pligt.

I klubberne er de vant til at gå tilbage på hotelværelserne, når den sidste pastaskrue har sluppet tungen. På landsholdet sidder de og snakker løs efter måltiderne, og maden er ofte et af samtaleemnerne, lyder det fra de danske spillere.

Samværet omkring maden bemærkede Kasper Hjulmand også hurtigt, da han tiltrådte som landstræner. Det sociale aspekt i måltiderne er endnu vigtigere under denne slutrunde, hvor spillerne og landsholdsstaben er "fanget" i en coronaboble.

- Spillerne glæder sig til at komme ind til måltiderne og se, hvad Per nu har fundet på. Maden er et omdrejningspunkt for snakke og gode grin, og det er fantastisk, at det er så værdsat. Så det er en vigtig del af landsholdslejren, og Per forkæler os, siger Hjulmand.

Vil du gerne arbejde mere hjemmefra?