23. september 2021
Rune Glifberg har haft nogle dage til at træne på banen i Tokyo, inden det torsdag går løs i disciplinen park.
Rune Glifberg har haft nogle dage til at træne på banen i Tokyo, inden det torsdag går løs i disciplinen park.
Foto: Ben Curtis/Ritzau Scanpix
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Dansk ikon kunne være far til OL-modstandere

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

OBS! Denne artikel er en betalingsartikel og kan derfor kun læses af abonnenter eller mod betaling.

Dansk ikon kunne være far til OL-modstandere

Rune Glifberg er 20 til 30 år ældre end de fleste skateboard-konkurrenter ved OL. Han synes ikke, at sporten har udviklet sig nok, siden han selv peakede.

Sport - 03. august 2021 kl. 15:30
Af Ritzau

Når Rune Glifberg torsdag deltager i sin skateboard-konkurrence ved OL, kunne han i princippet være far til de fleste af konkurrenterne i disciplinen park.

Med sine 46 år skiller han sig kraftigt ud i forhold til langt de fleste, der er teenagere eller i tyverne.

Glifberg kan betegnes som lidt af en aktiv legende inden for skateboard, og da det stod klart, at skateboard ville komme på OL-programmet for første gang, satte han sig et mål om at trodse den store aldersforskel og kvalificere sig til Tokyo.

- Aldersmæssigt er jeg et enestående tilfælde, og det er da en flot præstation, at jeg kan holde et vist niveau, når min karriere peakede for 10-15 år siden. Det er jo ikke, fordi jeg lærer nye tricks hele tiden, så det er lidt et spørgsmål om, hvor dygtige de unge bliver.

I det lys fornemmer man, at han på sportens vegne er skuffet over, at udviklingen ikke har været større.

- Jeg synes, at mange burde være bedre, end de er. Men det er mit syn. Enkelte er sindssygt dygtige, men mange har ikke så højt et niveau, som de burde have.

- Jeg mener, at havde jeg haft min form fra for 15 år siden, så ville jeg være svær at slå. Der burde have været en større udvikling på de 15 år, mener Rune Glifberg.

Han vurderer dog, at OL-udsættelsen på et år har givet de unge muligheden for at udvikle sig. Selv har han taget et år uden konkurrencer.

- Jeg har selvfølgelig stadig kørt på mit skateboard, men ellers lagde jeg det lidt på hylden og lukkede ned mentalt, inden jeg skulle være klar til OL-kvalifikationen i maj. Det gik efter planen, og jeg er glad for, at det lykkedes at komme med.

OL var lige, hvad der manglede for Glifberg, der har fået lidt af en legendestatus for sine præstationer ved ikke mindst X Games, den store amerikanske sportsbegivenhed, som fokuserer på ekstremsport.

Her vandt danskeren guld i 2008 og 2009, og derudover har han talrige medaljer derfra, den første kom tilbage i 1995.

På den måde har han været et forbillede for mange af dem, han skal konkurrere mod ved OL.

- Mange af dem har nok på et tidspunkt set meget op til min skating og er blevet inspirerede af mig, da jeg over en årrække har været med til at udvikle parkdisciplinen.

- Så der burde være en vis respekt, men på det sportslige plan vil de helt sikkert gerne spise mig til morgenmad, siger Glifberg.

Hvad der skal ske efter OL, må tiden vise. Fysisk har de mange år på skateboard sat spor, og det er nødvendigt at tage hensyn.

- Min krop er lidt længere om at restituere, og den tåler ikke så mange daglige knubs. Så jeg passer lidt bedre på og er ikke lige så dumdristig længere.

Han udelukker dog ikke at satse på et OL mere i Paris i 2024 som 49-årig.

- Det må tiden vise. Jeg er ikke typen, der sætter mål langt ude i fremtiden. Jeg finder et par ting hvert år, som inspirerer mig. Så må vi kigge på Paris lidt længere fremme, men jeg vil gerne holde min karriere i gang så længe som muligt.

OL-konkurrencen begynder klokken 02.00 natten til torsdag dansk tid. De otte bedste dyster i finalen med start klokken 05.30.

Stemmer du til kommunalvalget i år?