16. december 2019
Anders Antonsen tog en klar sejr over Lin Dan i Hongkong. Her ses danskeren ved Fuzhou China Open i sidste uge.
Anders Antonsen tog en klar sejr over Lin Dan i Hongkong. Her ses danskeren ved Fuzhou China Open i sidste uge.
Foto: Str/Ritzau Scanpix
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Antonsen banker kinesisk legende i Hongkong

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Antonsen banker kinesisk legende i Hongkong

Viktor Axelsen og Anders Antonsen tog begge sikre badmintonsejre efter to klare sæt i Hong Kong Open.

Sport - 14. november 2019 kl. 12:34
Af Ritzau
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

På papiret så modstanden skræmmende ud, men på banen var Anders Antonsen ganske overlegen i karrierens første møde med den kinesiske badmintonlegende Lin Dan torsdag middag.

Ved Hong Kong Open gjorde danskeren kort proces mod den femfoldige verdensmester, der aldrig rigtigt kom ind i en kamp, som Antonsen vandt med 21-14, 21-11.

At dømme ud fra den aktuelle verdensrangliste burde der dog også være en pæn forskel i danskerens favør på de to spillere, selv om Lin Dans karriere-cv er voldsomt imponerende.

Hvor den 36-årige kineser aktuelt er nummer 17, er Anders Antonsen rangeret som verdens tredjebedste spiller, og danskeren tog da også hurtigt initiativet.

Lin Dan fulgte i virkeligheden kun med til 8-8 i første sæt, og da først Antonsen havde skabt hul, blev forspringet gradvist større.

Endnu mere udtalt var forskellen i andet sæt, hvor danskeren efter midtvejsopholdet gik fra 11-8 til 17-9.

Kort efter tilspillede han sig ti matchbolde ved stillingen 20-10 og udnyttede sin anden af slagsen.

I kvartfinalen venter et møde med verdens nummer seks, indoneseren Jonatan Christie. De to spillere har stået over for hinanden hele fire gange i 2019 og har vundet to gange hver.

Den syvendeseedede herresingle Viktor Axelsen er også videre til kvartfinalen efter en overbevisende sejr over malaysiske Daren Liew.

Kampen blev afgjort efter to sæt, hvor Axelsen vandt med 21-14 og 21-16.

I kvartfinalen skal Axelsen møde Lee Cheuk Yiu.

I den sidste herresingle med danske deltagelse tabte Jan Ø. Jørgensen med cifrene 22-20, 19-21, 14-21 til Anthony Sinisuka Ginting fra Indonesien.

Hong Kong Open rangerer på niveau 4 i turneringshierarkiet.