
Michael Mørkøv brugte sine kræfter på at hjælpe Julian Alaphilippe og måtte kæmpe sig alene i mål.
Regnen væltede ned over Valloire, og mange af de øvrige Tour de France-ryttere havde for længst fået tørt tøj på i holdbusserne, da manden med Dannebrog på trøjen kom rullende ind i målområdet.
Michael Mørkøv sluttede 18. etape som nummer 156 og sidst og kom i mål 42 minutter efter vinderen, Nairo Quintana.
Selv om der endte med at være godt med luft op til tidsgrænsen, nåede den 34-årige dansker at frygte, at han kunne komme i tidsnød på den barske bjergetape i Alperne.
- Ja, det gjorde jeg helt sikkert. Jeg sad alene og havde et langt dalstykke. Der kunne det godt blive et problem. Heldigvis havde jeg gode ben og holdt god fart i cyklen, siger Michael Mørkøv.
Han betalte prisen for at have arbejdet hårdt for holdkammeraten Julian Alaphilippe i begyndelsen af etapen.
Da kræfterne slap op, måtte Mørkøv slippe, og derefter ventede en lang og ensom kamp for at komme i mål.
Til gengæld kan han glæde sig over, at Alaphilippe igen formåede at forsvare sin føring.
- Det var missionen. Det er selvfølgelig det, jeg har brugt mine kræfter på, og jeg er rigtig glad for nyheden om, at Julian beholdt den gule førertrøje, siger Michael Mørkøv.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her