18. oktober 2021
Lukas Sandell blev topscorer med 11 mål for Aalborg.
Lukas Sandell blev topscorer med 11 mål for Aalborg.
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Aalborg slår Montpellier og fortsætter perfekt CL-start

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Aalborg slår Montpellier og fortsætter perfekt CL-start

Aalborg Håndbold fortsatte sin suveræne start på Champions League ved at slå franske Montpellier klart.

Sport - 22. september 2021 kl. 20:20
Af Ritzau

Sidste sæsons Champions League-finalist Aalborg Håndbold har fået en perfekt start på den nye sæson i den største internationale klubturnering.

Sidste uges åbningssejr på ti mål over Zagreb blev onsdag aften fulgt op med en hjemmesejr på 36-28 over franske Montpellier.

Den svenske back Lukas Sandell blev topscorer med 11 mål, og i den anden ende var Simon Gade en stærk sidste skanse i det nordjyske mål.

Montpellier var med i starten og førte 2-0, men hurtigt satte Aalborg sig på kampen, og sejren blev grundlagt allerede i første halvleg, som sluttede 18-13 i nordjysk favør.

Særligt den svenske landsholdsspiller Lukas Sandell var flyvende i første halvleg, hvor han tegnede sig for hele otte mål.

Aalborg kom også på 19-13 i starten af anden halvleg, men så fulgte en forfærdelig periode for hjemmeholdet.

Montpellier scorede fem mål i træk og var pludselig helt inde i kampen og kun bagud 18-19.

I den næste fase bølgede føringen med en afstand på et og to mål, men Aalborg skulle blive det næste hold, der satte en stime sammen. 24-23 blev til 27-23 med 11 minutter tilbage.

Det blev afgørende. Aalborg var bedst i slutfasen, og kampen var reelt afgjort, da Henrik Møllgaard med lidt mere end tre minutter tilbage scorede til 33-27 med sit tredje mål på lige så mange forsøg.

- Vi er meget tilfredse med første halvleg, som vi spillede præcist, som vi gerne ville med fysik, fart og mange mål, hvor vi heldigvis scorede de fleste, siger Henrik Møllgaard.

- Men momentum skiftede, og vi havde otte-ti minutter, hvor vi var alvorligt pressede, og Montpellier viste, hvor dygtigt holdet er. Men vi fik styr på det, og det er sindssygt vigtigt for os at få en god start på turneringen.

Møllgaard glædede sig ligesom træner Stefan Madsen over, at man endelig fik lov til at spille Champions League-håndbold foran mange tilskuere i Aalborg.

- Jeg er ekstremt glad for at få en god start foran et talstærkt publikum. Vi havde fuld kontrol i første halvleg, og heldigvis fik vi kittet defensiven sammen igen efter at have mistet momentum, siger Stefan Madsen.

Med sejren er Aalborg i spidsen for Champions Leagues gruppe A med fire point for to kampe. THW Kiel kom senere onsdag aften også op på fire point med hjemmesejren på 41-36 over norske Elverum.

De to bedste hold går direkte til kvartfinalerne, mens nummer tre til seks avancerer til ottendedelsfinalerne.

Rejser du til udlandet i år?