1. august 2021
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Tidligere Næstved-talent på norsk eventyr: Ville ikke bytte det for noget

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

OBS! Denne artikel er en betalingsartikel og kan derfor kun læses af abonnenter eller mod betaling.

Tidligere Næstved-talent på norsk eventyr: Ville ikke bytte det for noget
Sport Sjællandske - 13. juni 2021 kl. 07:53
Af Andreas Lissau

For mange fodboldfans med »grønne« hjerter vækker navnet Sami Kamel nok ganske fin genklang.

Efter en lovende ungdomstid fik angribertalentet nemlig som 18-årig sit seniorgennembrud på Næstveds divisionshold, hvor fansene hurtigt fik smag for klubbens nye stjerneskud.

Men hvad blev der af den hurtige angriber?

Efter et skifte og et kortere ophold hos HB Køge med udleje til HIK, stod den nu 27-årige Sami Kamel i januar 2016 overfor, at skulle finde nye græsgange, da kontrakten i HB Køge ikke stod til at blive forlænget.

Et opkald fra en agent rettede angriberens blik mod Norge.

- Det kom lidt ud af det blå. Jeg blev ringet op af en agent, der var interesseret i at få mig til Norge. Da min træner i HB Køge (Henrik Pedersen, red.) hørte det, anbefalede han mig at tage til Hønefoss, hvor han kendte deres træner, Rene Skovdahl. Efterfølgende gik det stærkt med to telefonsamtaler og et kort besøg, som nu er endt ud i snart seks år i Norge, fortæller Kamel.

Den første tid i traditionsklubben Hønefoss BK var dog en mental prøvelse for den unge Fensmark-knægt med irakiske rødder.

- Det var første gang, jeg var alene, hvor det kun var mig og fodbolden, og det var meget sværere, end jeg havde troet. Jeg var skadet, i konstant ubalance, deprimeret og ensom. Det var slet ikke, hvad jeg havde forventet, og jeg overvejede flere gange at tage hjem til Danmark og trygheden i Fensmark, siger Sami Kamel.

Først seks måneder efter ankomsten begyndte angriberen at finde fodfæste i fjeldet.

- Jeg vidste jo også, at jeg ville vokse som person og som fodboldspiller, så jeg valgte at kæmpe mig ud af det og fortsætte, selvom det var hårdt. I bakspejlet har det nok været den mest lærerige periode i min karriere. Både som person og spiller, siger han.

Efter den tunge start, voksede Kamels kærlighed til klubben og byen sig hurtigt stor. Efter tre sæsoner stod angriberen dog på en ny karrieremæssig skillevej.

Efter en nedrykning til den tredjebedste norske række og en trænerfyring, opstod der kaotiske tilstande i den storsatsende klub, og Kamel måtte derfor erkende, at tiden var inde til igen at finde en ny klub.

Skæbnen ville, at den lille by Brattvåg, beliggende på den smukke norske nordkyst, i 2019 skulle blive næste stop på det norske fodboldeventyr.

- Brattvåg har godt 2.500 indbyggere, så det er endnu mindre end Fensmark. Men jeg trives sindssygt meget heroppe. Klubben er i udvikling, og vi har et meget professionelt miljø trods byens størrelse, og selvom vi kun spiller i 2. division. Vi spiser morgenmad sammen og træner hver evig eneste dag - også i weekenderne. Vi flyver til udekampene, og overnatter på hoteller dagen inden. Så der er generelt rigtig gode forhold, siger Kamel.

I disse måneder er han og Brattvåg IL i gang med noget af en maraton »preseason« forud for den kommende sæson. Sæsonen skulle således efter planen være startet i april, men er blevet udskudt til 20. juni grundet corona-sitautionen.

Afsavnet til familien og vennerne fra Fensmark har været den største sten i skoen hos Sami Kamel.

Corona-perioden har ikke gjort det nemmere.

- Jeg savner dem hver evig eneste dag. Før corona brød ud var jeg i Danmark og besøge dem fem-seks gange om året. Pandemien har dog gjort det svært, og jeg har ikke set min familie eller venner siden 3. januar, så jeg savner dem selvfølgelig helt vildt. Jeg kan dog forhåbentlig snart se dem igen, siger han.

Trods den lange afstand fra de vante rammer i Sydsjælland, og de i perioder ensomme dage, så har oplevelserne være det hele værd.

- Jeg ville ikke bytte de her år ud med noget som helst andet. Det har givet mig unikke redskaber for at udvikle mig. Jeg ser ikke verdenen, som jeg så den, da jeg kom til Norge som 22-årig. Jeg vil helt klart anbefale alle andre i den alder at komme ud og stå på egne ben - væk fra de omgivelser de kender, siger Sami Kamel.

Foruden at bruge sin tid på fodboldbanen har Bratt- våg-spilleren ved siden af fodbolden brugt to år på en sports management e-uddannelse inden for sport og event.

Bøgerne er dog for en stund lagt på hylden, hvorfor de sidste halvandet år af uddannelsen vil blive afsluttet på et senere tidspunkt, fortæller Kamel.

De sidste to sæsoner er det blevet til 20 scoringer i 40 kampe for skarpretteren, der har kontraktudløb ved årsskiftet.

Med tanke på Næstved Boldklubs retningsskifte med nye lokaler ejere ved roret, ja, så kunne Sami Kamel måske være en interessant spiller at få tilbage i folden.

- Jeg følger fortsat med i, hvad der sker i klubben, og jeg vil ikke udelukke at komme tilbage. Jeg elsker klubben, og håber de kan få den succes, de fortjener. Men jeg har ingen idé om det kunne ske, og om det i så fald ville være om seks måneder, tre år eller aldrig. Det må tiden vise, slutter en smilende Sami Kamel.

De olympiske lege i Tokyo er igang. Hvor meget OL-guld regner du med vil blive uddelt til de danske atleter?