23. september 2021
Rasmus Søjberg har med det Næstved-/Slagelse-baserede Team O.B.Wiik-Dan Stillads leveret mange imponerende resultater i indeværende sæson. Ved årskiftet er samarbejdet dog forbi. Foto: Team O.B.Wiik-Dan Stillads
Rasmus Søjberg har med det Næstved-/Slagelse-baserede Team O.B.Wiik-Dan Stillads leveret mange imponerende resultater i indeværende sæson. Ved årskiftet er samarbejdet dog forbi. Foto: Team O.B.Wiik-Dan Stillads
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Team O.B. Wiik mister deres guldfugl

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Team O.B. Wiik mister deres guldfugl
Sport Sjællandske - 09. september 2021 kl. 19:07
Af Andreas Lissau

Det Næstved-/Slagelse-baserede Team O.B.Wiik-Dan Stillads mister deres guldfugl, Rasmus Søjberg, efter denne sæson, da han skifter til kontinentalholdet, BHS-PL Beton Bornholm.

Søjberg har i sin første sæson i A-klassen gjort sig særdeles flot bemærket med en udtagelse til PostNord Danmark Rundt, topresultater i U6 Cycle Tour i Sverige, en håndfuld top-10-placeringer i danske A-løb og en sejr i Demin Cuppens anden afdeling, hvor han fortsat ligger samlet nummer to i klassementet inden fjerde og sidste afdeling.

Qua de særdeles lovende takter, så har interessen for O.B. Wiik-talentet - ikke så mærkeligt - været stor fra de større danske hold.

Og her blev kemien og Bornholm-teamets taktiske »mindset« udslagsgivende for valget.

- Der var også andre hold med gode tilbud, som har det stort set samme løbsprogram. Men jeg har bare haft en god følelse omkring Bornholm fra starten af, da de henvendte sig, hvor kemien har været godt. De har også en aggressiv kørestil, hvor man er med til at skabe cykelløbene, og ikke sidder afventende. Det tiltaler mig rigtig meget, forklarer Rasmus Søjberg.

Holdets sportsdirektør, Henrik Stegmann er trist over at miste sympatiske Søjberg, der kom til holdet i vinters, men sportsdirektøren er ikke i tvivl om, at BHS-PL Beton Bornholm er det helt rigtige og naturlige skridt for cykeltalentet.

- Vi vil savne ham. Udover at være en fantastisk cykelrytter, er han en kanon god og altid glad dreng. Han har været meget ydmyg omkring den holdindsats, der også ligger bag hans resultater, som han har takket holdet for hver gang. Men det er jo ganske forventeligt det her skifte, og vi er et udviklingshold, så vi er egentlig bare vildt stolte af, at kunne sende ham videre. Alt er på den måde gået efter bogen, siger Stegmann og fortsætter:

- Jeg tror, det er det helt rigtige step for ham. Han ville måske gerne tage et skridt højere op allerede nu, men han er ung. Det er den rigtige vej, siger han.

Den imponerende entré på den store danske cykelscene, har også overrasket hovedpersonen selv.

- Det har været fantastisk. Jeg har jo gjort det fint i juniorårene, men uden de helt store resultater. Så min ambition før sæsonen var egentlig bare, at jeg skulle prøve at følge med, og tage den derfra. Så det er gået over al forventning, må jeg indrømme, lyder det fra Søjberg.

Søjbergs glimrende kørsel i O.B.Wiik-Dan Stillads-trøjen har også fået den ellers ydmyg esbjergenser til at skrue op for ambitionsniveauet og egne drømme for fremtiden.

- Det har faktisk aldrig rigtig været en drengedrøm at kunne leve af det. Men nu har jeg fået bevist overfor mig selv, at jeg godt kan være med på et højt niveau, og det har betydet, at jeg nu også er begyndt at drømme om at blive professionel, og kunne leve af det. Skiftet håber jeg, er et skridt på vejen med et større setup og de større løb, de kører, fortæller Søjberg.

Trods store forventninger til Søjbergs potentiale forud for indeværende sæson, så må Henrik Stegmann alligevel også lette på hatten for esbjergenserens præstationer.

- Jeg vidste godt, han rummede et stort potentiale, så jeg havde da store forventninger, men det er vildt, at han har gjort det så godt - jeg havde ikke regnet, at han ville blive SÅ god SÅ hurtigt. Mange juniorer kæmper med de længere distancer og hårdheden, når de kommer op, men Rasmus er kun blevet bedre af det. Jeg har aldrig arbejdet med så stort et talent før. Han er en kommende professionel rytter, hvis han kan holde næsen i sporet. Det tror jeg virkelig. Han er allerede en af de stærkeste A-ryttere herhjemme lige nu. Alt lykkedes, lyder det fra Henrik Stegmannn.

Allerede tidligt på sommeren oplevede cykeltalentet interesse fra andre hold og med en ulønnet etårig aftale med O.B. Wiik, så har Søjberg haft fri mulighed for at skifte til et andet hold før årsskiftet, hvor aftalen med O.B. Wiik har sit udløb.

Det har dog aldrig været inde i overvejelserne hos Søjberg, der kun har lovprisende ord til overs for det Næstved-/Slagelse-baserede cykelhold.

- Jeg har været vildt glad for dem. Hele holdet har troet på mig og givet mig ro og mulighed for at vise, hvad jeg kunne. Det har været det helt rigtige valg at være hos dem. Hvis man ikke helt ved, hvor man står som ung talentfuld cykelrytter, så er det et fedt sted at udvikle sig. Det kan jeg kun anbefale andre, siger han og fortsætter:

- Jeg har hele tiden meget gerne ville færdiggøre min aftale med holdet. Der er noget loyalitet i det, og så er jeg ung, så jeg har ikke så travlt, siger Støjberg, som sideløbende med cykelkarrieren er blevet STX-student denne sommer.

Inden Rasmus Søjberg bytter Team O.B. Wiik-trøjen ud med bornholmernes, så venter der blandt et Sjællandsmesterskab i kommende weekend, et U23-DM og ikke mindst fjerde og sidste afdeling af Demin Cup, som bliver afviklet på en rute fra Køge til Faxe 4. oktober.

Her skal Team O.B.Wiik-Dan Stillad-holdet forsøge, at forsvare Rasmus Søjberg Pedersen podieplacering som nummer to i klassementet.

- Det ville være kæmpe, kæmpestort for holdet. Det er normalt fuldstændig uden for vores rækkevidde med sådan et resultat. Så vi vil gøre alt for at forsvare andenpladsen, og selvfølgelig forsøge at jagte sejren, hvis muligheden opstår, lyder det fra sportsdirektør, Henrik Stegmann.

Synes du, at kommunen er der for dig?