
Missionen er klar, når Slagelses mandlige danske hockey-mestre tidligt torsdag morgen sætter kurs mod Bulgarien og Europa Cup'en i C-divisionen.
Sidste år var det de daværende mestre fra Sørbymagle, der repræsenterede Danmark, men desværre resulterede det i en nedrykning.
- Vores mål i år er at spille Danmark tilbage i B-divisionen, hvor vi var da Slagelse Hockeyklub sidst deltog i Europa Cup'en indendørs, siger vestsjællændernes anfører Mikkel Steinmetz, der har gode minder fra det seneste besøg i Varna i 2016.
- Der rykkede vi op som vindere af turneringen, og det var et fantastisk arrangement, som de bulgarske værter havde arrangeret, siger Mikkel Steinmetz.
Slagelse åbner turneringen mod Cardiff & Met fra Wales fredag formiddag, og senere samme dag gælder det en kamp mod Western Wildcats fra Skotland.
Lørdag står vestsjællænderne over for Soroksari fra Ungarn, og så slutter turneringen med kampe mod de to bedste - eller dårligste - hold fra den anden gruppe, som består af Slavia 1921 fra Bulgarien, 1972 Rakovnik fra Tjekkiet, Bra fra Italien og Vinnitsa fra Ukraine.
De to bedste hold rykker op i B-gruppen, og det kan blive nærmest hvem som helst.
- Det er svært st spå om hvem, der er sværest, men et bud kan være tjekkerne, ukrainerne, waliserne eller skotterne. Western wildcats fra Skotland spillede vi mod til en forberedelsesturnering lige efter nytår og vandt over dem, siger Mikkel Steinmetz.
Udover anføreren råder træner Ralf Christensen over en trup bestående af Martin Andersen, Martin Mortensen, Mads Nielsen, Oscar Birch-Hald, Stephan Trzepacz, Mathias Due Tankmar, Lasse Steinmetz, Laurits Due, Jeppe Buur, Nikolaj Moll og Markus Appeldorff.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her