20. oktober 2021
Foto: Thomas Olsen 021021HÅNDBOLD SLAGELSE MOD DIANALUND/TERSLØSE 3.DIVISION
gallery icon

Se billedserie

Foto: Thomas Olsen 021021HÅNDBOLD SLAGELSE MOD DIANALUND/TERSLØSE 3.DIVISION
Foto: Thomas Olsen +45 20471567
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Slagelse sejrede knebent i medrivende lokalbrag

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Slagelse sejrede knebent i medrivende lokalbrag
Sport Sjællandske - 03. oktober 2021 kl. 23:18

Der var dramatik og spænding til det sidste i 3. divisionskampen mellem Slagelse og Dianalund/Tersløse, hvor hjemmeholdet akkurat slap afsted med en 21-20-sejr.

På trods af de beskedne 41 mål var det dog ikke underholdning der manglede i lokalopgøret, hvor æren og håneretten foruden de to point også bliver kastet i vinderpuljen.

Måske derfor startede begge hold noget uskarpt ud i angrebet, hvor Christian Christiansen i Slagelse-målet og Thomas Lüstermann i gæsternes sørgede for, at scoren blev holdt nede på 1-1 efter de første fem minutter.

De to mandskaber fulgtes ad frem til midtvejs i første halvleg, hvor udeholdet havde svært ved at finde løsningerne i angrebet, imens hjemmeholdet med succes trak tempoet ud af spillet, hvorfor de kunne gå til pause foran 13-10.

Værterne kom også bedst fra land i de sidste 30 minutter, hvor de i 34. minut blev noteret for kampens første femmålsføring.

Den afstand blev bevaret frem til det 46. minut og stillingen 20-15.

Herefter udviklede kampen sig til en slåskamp præget af tekniske fejl, hvor hjemmeholdet gik fuldstændig i angrebet og det hårdt fightende Dianalund-mandskab fik ædt sig tilbage i opgøret.

Særligt rutinerede Thomas Lüstermann i Dianalund-målet afværgede pludselig det meste godt hjulpet af hans forsvar, der pressede værterne til svære afslutninger.

Selv i en overtalsperiode med to Dianalund-udvisninger oven i hinanden med ti minutter igen begyndte det at ligne en smule gummiarme hos værterne, der trods to mand i overtal formåede både at smide bolden ud over sidelinjen og efterfølgende at begå angrebsfejl.

Hvad der lignede en forholdsvis komfortabel sejr til Slagelse kunne pludselig gå alle veje, da Johan Egebjerg Nielsen kom fri til en fløjafslutning med halvanden minut tilbage. En velspillende Christian Christiansen i Slagelse-målet sørgede dog for, at værterne fortsat var oppe med en enkelt.

I den anden kunne unge Mathias Westrup derfor lukke opgøret, men nej. Hans afslutning blev sendt langt over mål, og Dianalund havde derfor 30 sekunder til at redde et enkelt point med hjem.

I stedet for at bygge angrebet op blev en hurtig afslutning sendt afsted, som Christiansen i værternes mål nemt tog sig af.

-Det blev mere spændende, end jeg havde håbet på i lyset af, hvordan kampen udviklede sig. Det bliver desværre lidt forkrampet til sidst, da de sætter Mathias Thomsen ud af spillet. Havde du spurgt mig inden kampen, så havde jeg dog også gættet på, at det ville blive en meget lige kamp. Vi er måske spiller for spiller et bedre hold, men de er meget mere sammenspillet, end vi er, lød det efter kampen fra Slagelse-cheftræner, Mathias Hansen.

Han erkender, at sejrer i lokalopgør har lidt ekstra værdi.

-Som jeg sagde til spillerne inden kampen - hvis vi ikke kan sætte os op til sådan et lokalbrag her, så bliver det en lang sæson. Men det gjorde de også. Der var masser af energi og tænding på. Der er måske altid lidt ekstra på spil i de her lokalbrag. Man ligger måske også og sammenligner sig lidt i forhold til, hvordan man står i forhold til hinanden. Derudover så ved vi jo godt, at Dianalund nok kommer til at ligge i toppen, så det er derfor også et hold, vi gerne vil sammenligne os med. Det var derfor en rigtig god sejr, sagde Mathias Hansen.

Også Dianalund/Tersløse cheftræner, Per Berg, havde regnet med en tæt kamp.

-Det blev præcis lige så svært, som vi havde forventet. Slagelse er et svært hold at spille imod. Men det ærgrer mig, at vi kommer til at spille en kamp på deres præmisser. Vi vil gerne løbe og have fart i kampen, og de vil gerne trække tempoet ud. Det lykkedes de med. De var klogere end os, og vinder fuldt fortjent, lød det fra Per Berg.

Synes du, der skal lægges klima-afgifter på flyrejser?