20. oktober 2021
Team O.B. Wiik-Dan Stillads-mandskabet kan efter en weekend i Jylland præget af styrt nu rette deres fokus mod den vigtige sidste afdeling af Demin Cup på søndag. Foto: Claus Ljungdahl
Team O.B. Wiik-Dan Stillads-mandskabet kan efter en weekend i Jylland præget af styrt nu rette deres fokus mod den vigtige sidste afdeling af Demin Cup på søndag. Foto: Claus Ljungdahl
Foto: Claus Ljungdahl
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Skidt optakt til »kæmpe« O.B. Wiik-søndag

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Skidt optakt til »kæmpe« O.B. Wiik-søndag
Sport Sjællandske - 28. september 2021 kl. 22:23
Af Andreas Lissau

På søndag kan det Næstved-/Slagelse-baserede cykelhold Team O.B. Wiik-Dan Stillads runde lidt af en milepæl.

Her løber fjerde og sidste afdeling af Demin Cup - dansk cykelsport superliga - af stablen, hvor Team O.B. Wiik inden »finaleløbet« ganske sensationelt ligger placeret på andenpladsen i det samlede klassement med holdets 19-årige esbjergenser, Rasmus Søjberg Pedersen.

Og en samlet podieplacering, når det hele er overstået på lørdag, vil utvivlsomt være en kæmpe bedrift af et hold med Team O.B. Wiiks størrelse og budget.

- Det er et af de vigtigste løb i vores historie. Det er det største i Danmark efter PostNord Danmark Rundt. Så det ville være kæmpe, kæmpestort for holdet med en podieplads. Det er normalt fuldstændig uden for vores rækkevidde med sådan et resultat, siger holdets sportsdirektør, Henrik Stegmann.

Da O.B. Wiik-mandskabet i weekenden deltog i, hvad der i et »normalt« cykelår plejer at være de sæsonafsluttende løb i Tønder og Sønderborg, så var det derfor også lige før, at det vigtigste for holdet var at få rytterne helskindet i mål.

Det blev dog langt fra tilfældet.

Allerede i weekendens første løb lørdag i og omkring Tønder var hele tre O.B. Wiik-ryttere nemlig en tur i asfalten.

Jannik Ljungdahl, Niklas Hornshøj og altså holdets Demin Cup-podiehåb, Rasmus Søjberg Pedersen, var de uheldige.

- Det var lidt en kedelig dag. Da vi kommer rundt på anden omgang og ser, at der ligger en bunke af ryttere med Rasmus (Rasmus Søjberg Pedersen red.) iblandt - det var ikke særligt sjovt med tanke på Demin Cup. Men han kom heldigvis hurtigt op på cyklen igen. Han fik en slem omgang hudafskrabninger, men blev alligevel nummer fire på dagen, lyder det fra sportsdirektøren, der er fortrøstningsfuld i forhold til esbjergenserens tilstand forud for søndagens vigtige løb:

- Han var også på cyklen søndag i Sønderborg, men han havde det ikke godt efter styrtet, og han sov også dårligt på grund af alle hudafskrabningerne. Men vi håber og satser stærkt på, at han bliver klar. Han er ved godt mod, og han er en sej knægt, lyder det fra Stegmann.

I modsætning til Søjberg stillede holdets nye rytter, Niklas Hornshøj, efter sit styrt ikke til start i søndags, da efterfølgende problemer med lysken holdt ham ude.

Og værst gik lørdagens styrt udover Jannik Ljungdahl, der fik beskadiget sine ribben.

- Ljungdahl er desværre meget tvivlsom til Demin Cup, men jeg håber, at Hornshøj når at blive klar, lyder det fra Henrik Stegmann.

I søndagens løb i Sønderborg sluttede de 24-årige Nicklas Falk og Mads Mondrup som bedste O.B. Wiik-ryttere som henholdsvis nummer 14 og 16.

O.B. Wiik-holdet kan efter den noget barske weekend i det jyske nu - endelig - rette det fulde fokus mod søndagens Demin Cup-afdeling, hvor et forsvar af den nuværende andenplads er førsteprioritet.

- Vi har jo efterhånden snakket taktik omkring det løb i tre uger, men det der bliver vigtigt for os er, at han (Rasmus Søjberg Pedersen red) holder sig på podiet. Hvis muligheden er der, vil vi gerne prøve at udfordre i forhold til den samlede førsteplads. Men først og fremmest skal vi køre meget velovervejet, så vi ikke sætter podiet unødigt over styr. Vi skal ramme det rigtige spændingsniveau og forsøge ikke at lave for meget om taktisk i forhold til, hvad vi plejer, fortæller sportsdirektøren.

En eventuel podieplads i Demin Cup-klassementet vil ikke kun have effekt på holdets stolthed, historiebog og prestige.

- Det er ingen hemmelighed, at vi er et hold, som har et meget lille budget - vi vender mønten to gange, før vi bruger den. Så vi håber da på, at de gode resultater i den her sæson kan åbne muligheden for at få nogle flere lokale sponsorer ind. Vi er meget glade for dem, vi har nu, men vi håber, at der kan komme flere til. Og der ville en podieplacering ved Demin Cup da nok gøre det nemmere, forklarer Henrik Stegmann.

Særligt holdets tre jyske ryttere - herunder Rasmus Søjberg Pedersen - vil derfor også få optimale forberedelsesbetingelser forud for søndagens løb.

- Vores tre ryttere fra Jylland sørger vi for kommer over på et hotel her på Sjælland lørdag, så de kan få en god nats søvn. Betingelserne bliver nødt til at være optimale for drengene, siger sportsdirektøren.

Demin Cup-»finalen« bliver afviklet på en rute fra Køge og med mål i Faxe.

Synes du, der skal lægges klima-afgifter på flyrejser?