10. august 2020
Næstved må efterhånden se langt efter 1. division. Foto: Jens Wollesen
Næstved må efterhånden se langt efter 1. division. Foto: Jens Wollesen
Foto: Jens Wollesen SJ-MEDIER
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Nyt Næstved-skridt mod nedrykning

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Nyt Næstved-skridt mod nedrykning
Sport Sjællandske - 03. juli 2020 kl. 20:24
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Af Simon Ydesen
Antallet af livliner svinder ind for Næstved, der måtte se sig besejret af Kolding, der vandt 1-0 efter en ellers på mange måder lige kamp.

Det er kun i teorien, at Næstved kan redde livet i 1. division. End ikke den største jubel-optimist kan efterhånden finde argumenter, der kan retfærdiggøre en tro på Næstved-tilstedeværelse i næste sæsons 1. division.

Fredagens kamp mod Kolding var sidste chance for at skabe sig et realistisk grundlag for en nedrykningseliminerende slutspurt, men trods flere gode tilløb til Næstved-chancer, blev det aldrig for alvor forløst for de grønne.

Som så ofte før i denne sæson var spillet i store træk ganske fint, men skarpheden i de afgørende aktioner var ikke-eksisterende, og modstanderen - i dette tilfælde Kolding - havde anderledes skarphed defensive såvel som offensive indgreb. Det lignede kort sagt en genudsendelse af så mange tidligere kampe, der har skabt skuffelse og frustration i denne sæson blandt spillere såvel som fans.

Efter en første halvleg med få chancer tilspillede Næstved sig en gigantisk mulighed for at komme foran, da Andreas Heimer kort efter pausen blev spillet helt fri af Alexander Schmitt. Meget sigende for Næstveds situation blev den store chance sparket en meter forbi mål.

Da Koldings Martin Hedeager minutter senere fik en tilsvarende stor chance, sparkede han med største selvfølge kuglen i kassen bag en chanceløs Jacob Pryts.

Næstved kunne ikke efterfølgende mobilisere et tryk mod Koldings mål og det til trods for indskiftninger af Jesper Christiansen, Ahmed Hasan og Oliver Haurtis i Næstved-angrebet, sammen med en i forvejen aggressiv Ibrahim Laar.

Fire angribere til trods var Næstved ganske ufarlig, da man i kampens sidste halve time skulle jagte de to påkrævede scoringer, der kunne holde liv i de i forvejen lidet realistiske forhåbninger.

Fornemmelsen blandt de mange passionerede Næstved-fans var, at de grønne kunne have spillet fra midsommer til juleaften uden at skabe et vedvarende tryk mod en solid Kolding-defensiv.

I kampens fjerde tillægsminut var der nerver i Kolding-lejren, for Næstved formåede for første gang efter jydernes føringsmål at skabe bare lidt uro. Først havde Mathias Kisum et godt spark og sekunder senere var Ibrahim Laar ved at heade bolden i mål, men igen endte bolden med at svæve en meter forbi mål.

Situationen er nu den, at Næstved skal vinde sine sidste fire kampe, mens Hvidovre og Nykøbing stort set ikke må vinde en af de fem resterende kampe, som de to hold har tilbage.

Sundhedsstyrelsen opfordrer nu til at man bruger mundbind i myldretiden: Synes du det er en god idé?