26. august 2019
Her har Victor Koch (16) netop scoret på frispark og bragt Slagelse på sejrskurs. 	Foto: Simon Ydesen
gallery icon

Se billedserie

Her har Victor Koch (16) netop scoret på frispark og bragt Slagelse på sejrskurs. Foto: Simon Ydesen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Nye folk sikrede SBI-sejr

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Nye folk sikrede SBI-sejr
Sport Sjællandske - 07. august 2019 kl. 22:00
Af Simon Ydesen
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Slagelse spillede sig videre til anden runde af Sydbank Pokalen via en 1-0-sejr over Avedøre fra danmarksserien.

Christoffer Thrane og Rasmus Grosen havde fået en friaften, men det forhindrede ikke de resterende Slagelse-spillere i at levere en solid indsats mod det storkøbenhavnske danmarksseriehold.

Første halvleg var lidt af en fodboldmæssig ørkenvandring. Slagelse overlod initiativet til Avedøre. Det afstedkom en tempoforladt gang boldmassage i Avedøres bagkæde.

Slagelse var fint tilfreds med at lade Avedøre lave en opspilsfejl i ny og næ, som man forsøgte at lukrere på uden større succes.

Der var officiel debut til Tarik Mourhrib, der var placeret på højrekanten. Der var et par situationer i første halvleg, hvor den nye SBI-spiller fik vist prøver på sit antrit, men i samme situationer fik han også vist, at han ofte er lidt for glad for bolden.

Efter pausen kom Mourhrib lidt mere med i spillet, og i en af de situationer, hvor han kom fri af sin direkte modspiller, fik han skaffet et frispark lige uden for feltet. Det var en sag for Victor Koch, der indtil da havde været ret usynlig, men det efterfølgende frispark blev sparket flot over muren og ind i det korte hjørne. Et klassemål af den tidligere Næstved-angriber, som dermed fik åbnet sin målkonto for Slagelse.

Det gjorde Oliver Foss ikke, men den nye Slagelse-keeper fik en flot debut. Han virkede i den grad sikker i alt, hvad han foretog sig. Derudover er han stærk i sin kommunikation til forsvaret. Alt i alt ser det ud til, at han bliver en stor gevinst for Slagelse, der kom under pres i kampens sidste kvarter.

Der var flere chancer til Avedøre, der pressede godt på, men Oliver Foss pillede glansen af Avedøre-offensiven. Med 1-0-sejren er Slagelse klar til anden runde i Sydbank Pokalen, og mange spillere fik tanket lidt selvtillid frem mod weekendens vigtige kamp mod Skovshoved i 2. division.