21. januar 2020
- Vi hygger os og skal bare have det bedste ud af det, siger Emil Sardal. Lige som de øvrige Korsør/Tårnborg-spillere, sagde han ja til at hjælpe, da træner Jakob Larsen tromlede et 2. divisionshold sammen på kort tid lige før sæsonstart. Foto: Claus Rasmussen
- Vi hygger os og skal bare have det bedste ud af det, siger Emil Sardal. Lige som de øvrige Korsør/Tårnborg-spillere, sagde han ja til at hjælpe, da træner Jakob Larsen tromlede et 2. divisionshold sammen på kort tid lige før sæsonstart. Foto: Claus Rasmussen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Korsør/Tårnborg får hjælp fra oven

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Korsør/Tårnborg får hjælp fra oven
Sport Sjællandske - 05. december 2019 kl. 08:40
Af Claus Rasmussen
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Onsdag aften trænede Emil Sardal i et fitnesscenter i Ebeltoft.

Det gør han næsten dagligt, så formen fejler ikke noget rent styrkemæssigt.

Til gengæld er det ikke meget håndbold, det bliver til for den 25-årige bagspiller fra Korsør/Tårnborg.

- Det er lidt et problem, når jeg sidder i Tirstrup - to en halv times kørsel fra Korsør, siger Emil Sardal, der er i gang med en uddannelse som pilot i det jyske.

Alligevel har han sagt ja til at hjælpe barndomsklubbens sammentromlede 2. divisionshold. Når flyplanen tillader det.

- Efter de to første kampe jeg var med i, kunne jeg næsten ikke bevæge mig i en uge, og jeg havde ondt i muskler, jeg slet ikke vidste, jeg havde. Blandt andet ved halsen, siger Emil Sardal.

- Styrkemæssigt er jeg godt med, men det er ikke nok at være stærk. Der er jo også nogle løbebaner, der skal passe, og det er også til håndboldtræningen, man lærer at bruge håndledet rigtigt, siger han.

Dårligt vejr blev udnyttet
Det er da heller ikke sådan, at Emil Sardal slet ikke træner håndbold.

- Sidste tirsdag var jeg til min første træning i to år..., siger han med et grin.

Derudover var han med i Korsør/Tårnborgs to seneste kampe mod bundholdet Dalby 24. november og topholdet SUS Nyborg 29. november.

Så det blev til tre portioner harpiks på mindre end en uge - og det var tre gange mere end planlagt.

- Jeg skulle slet ikke have været hjemme. Jeg var egentlig i Spanien for at flyve, men vejret var så dårligt, at vi blev sendt hjem. Og det passede lige med, at jeg kunne være med i de to kampe, siger Emil Sardal.

Med god hjælp »fra oven« vandt korsoranerne over Dalby og er nu oppe på seks point. Det placerer vestsjællænderne lige over nedrykningsstregen knap midtvejs i sæsonen, og Emil Sardal er overbevist om, at holdet klarer frisag.

- Det skal vi. Jeg synes ikke, niveauet i 2. division er så højt i denne sæson. Da jeg boede i Sønderborg og spillede 3. division for tre år siden, var det som om, der var mere knald på, siger Emil Sardal.

- Vi træner én gang om ugen - eller de andre spillere gør - og de andre hold i rækken træner tre gange om ugen. Hvis vi også gjorde det, ville vi slå dem allesammen. Men vi dør på luft - og så mangler vi lige en tometer- mand, der kan smadre bolden i kassen, når det kniber, siger han.

Investerer 700.000 kroner
Emil Sardal har spillet håndbold, siden han var fire år, og han vil stadig gerne bruge masser af tid på sin sport.

Pilot-uddannelsen har dog førsteprioritet, og med en investering på 700.000 kroner for »kørekortet«, er det måske ikke så mærkeligt.

- Jeg bliver færdig med min uddannelse til februar, og så er det planen, at jeg flytter hjem til Korsør. Men så skal jeg jo i gang med at søge job, siger Emil Sardal.

- Jeg vil gerne spille håndbold, men hvis jeg får job i Malaga for eksempel, så bliver det svært.