27. september 2021
Oliver Lassen, her til venstre i aktion mod Dianalund i pokalturneringen, blev dobbelt målscorer mod Slagelse. Foto: Kenn Thomsen
Oliver Lassen, her til venstre i aktion mod Dianalund i pokalturneringen, blev dobbelt målscorer mod Slagelse. Foto: Kenn Thomsen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: KFUM sejrede hjemme over Slagelse

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

KFUM sejrede hjemme over Slagelse
Sport Sjællandske - 12. september 2021 kl. 17:58
Af John Ringstrøm

I sidste sæsons 2. division lykkedes det Slagelse B&I at besejre Roskilde KFUM både ude og hjemme, men da de to mandskaber mødtes for første gang i denne sæsons 3. division var rollerne byttet om.

I hvert fald i efterårsmødet på Lillevang Idrætscenter, hvor de blåhvid-stribede værter tog en forholdsvis sikker sejr på 2-0, og placerede sig på rækkens andenplads otte point efter de suveræne bysbørn fra FC Roskilde.

På »legendernes dag« i Lillevang, hvor tidligere førsteholdsspillere med minimum fem kampe på c.v.'et, var inviteret til at overvære kampen med før-spisning, havde de nutidige KFUM'ere sat sig for at gøre det bedre i kampens første 45 minutter, end de har gjort hidtil. Og det lykkedes også i perioder i en ellers meget omskiftelig 1. halvleg, hvor gæsterne fra Slagelse også bed fra sig i momenter.

Det var dog hjemmeholdet, der kom stærkest fra start ved en livlig Josef Moussa, der var tæt på at lave en målgivende assist til et hovedstød, der dog endte lige i favnen på Slagelse-keeper Sebastian Olsen.

Efter et kvarter fik KFUM så held med deres foretagende, da meget arbejdsomme Aske Andersen fik sat sig igennem på højrekanten overfor Slagelse-back Kristian Krogh. Indlægget fik Sebastian Olsen fistet lige ud i feltet, hvor Oliver Lassen stod og sparkede riposten ind til 1-0.

Få minutter senere var det tæt på i den anden ende. Slagelse-angriber Abdul Ouedraogo fik vippet en bold på tværs i feltet, hvor Jonas Pedersen stod klar med hovedet. Desværre for ham og Slagelse tog hovedstødet roden af den ene stolpe.

Der var yderligere et par nærgående Slagelse-forsøg inden pausen, da især Grosen var aktiv og havde et skud, der sneg sig lige forbi den ene opstander. Kort efter var Anders Kaiser tæt på at komme igennem med et farligt indlæg, der blev blokeret i sidste øjeblik.

Lige inden da tilragede Slagelses Marius Kryger Lind og værternes Luka Dumic sig hver et gult for en infight, og det skulle vise sig at blive skæbnesvangert for slagelseanerne.

Det skal dog lige med, at Slagelses forsvarstårn Jean-Claude Bozga var tæt på en udligning kort før pausen, da han på ekvilibristisk vis fik kastet sit store korpus op i anden sals højde og saksesparkede et forsøg lige over mål.

Efter pausen fandt vestsjællænderne aldrig rigtig fodfæste. Kristian Krogh blev mere og mere usikker på venstreback-position og selv om cheftræner Zouher Abdullatif forsøgte sig med en dobbeltindskiftning af Oussama Djafer-Bey og Mikkel Petersen, gav det ikke nok.

Slet ikke efter Marius Kryger Lind i 76. minut så fik sit andet gule kort for at hive en modstander i armen. Slagelses forsøg på et comeback i kampen mislykkedes, men der manglede i den grad også energi, tro på det og sammenhæng i kæderne.

Ondt blev værre, da Oliver Lassen to minutter før tid gjorde det til 2-0 med sit andet mål for KFUM. Indskiftede Frederik Munck satte sig flot igennem i højre side, hvor han havde masser af plads til at slå indlægget til Lassen, der bare skulle skubbe bolden det sidste stykke over stregen.

I tillægstiden kunne Slagelse have pyntet på det, men Mikkel Petersens dribletur tog KFUM-keeper Max Christensen sig - dog blot for at bokse ud til Slagelse-ireren Jake Kerins, der afsluttede på ydersiden af trekants-sammenføjningen.

Stemmer du til kommunalvalget i år?