19. oktober 2019
Der var plads til smil og grin, da Bob Borella mødte Christian Sigsgaard i en opvisningskamp i Næstved Tennisklub for nogle år siden. I den kommende indendørssæson får den tidligere danske mester fra Slagelse hjemmebane i det sydsjællandske. Privatfoto
Der var plads til smil og grin, da Bob Borella mødte Christian Sigsgaard i en opvisningskamp i Næstved Tennisklub for nogle år siden. I den kommende indendørssæson får den tidligere danske mester fra Slagelse hjemmebane i det sydsjællandske. Privatfoto
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Eks-mester er tilbage på banen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Eks-mester er tilbage på banen
Sport Sjællandske - 04. oktober 2019 kl. 08:19
Af Claus Rasmussen
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

I 1999 og 2000 blev Bob Borella fra Slagelse dansk mester i herresingle, og vestsjællænderen spillede også et par kampe på landsholdet i Davis Cup.

For syv år siden deltog Borella i en opvisningskamp mod den nuværende danske mester, Christian Sigsgaard fra Næstved, men ellers er det ikke blevet til meget tennis de seneste mange år.

Nu er den 39-årige tidligere mester dog klar til at gå på banen igen. Omend på et lidt lavere niveau.

Bob Borella har sagt ja til at spille på Næstved/Ringsteds 2. divisionshold i den kommende indendørssæson, og han har haft sin første træning med sine nye holdkammerater.

- Jeg har slet ikke spillet de sidste to-tre år, men det var virkelig hyggeligt at spille med de drenge. Og det gik faktisk meget godt. Man glemmer det jo ikke helt, siger Bob Borella, der har ladet sig overtale af den spillende holdkaptajn Johannes Hemmingsen.

- Det var lidt tilfældigt, at Johannes skrev og spurgte. Men det passede lige ind, og jeg syntes, det kunne være sjovt at komme lidt tilbage, siger Bob Borella.

Afslappet og social tennis
Som junior var Bob Borella med i alle fire Grand Slam-turneringer, og han er en af ganske få danskere, der har spillet mod Roger Federer - og endda vundet over den legendariske schweizer.

Når Bob Borella nu tager ketcheren frem igen, er det dog uden de helt store ambitioner.

- Jeg har en helt anden tilgang til tennis nu. Dengang var det jo mega seriøst og handlede nærmest om liv og død. Nu gælder det om at have det sjovt - og alligevel spille nogle bolde på et okay niveau, siger Bob Borella.

- Så jeg er meget mere afslappet og nyder det sociale. Men jeg har det lidt stramt med, at jeg godt kan se for mig, hvad jeg gerne vil gøre med bolden. Det er bare ikke sikkert, det sker..., siger han med et grin.

Bob Borella har holdt formen ved lige ved at spille squash, og han leger med tanken om at stille op til DM i racketlon, der er en mangekamp bestående af bordtennis, badminton, squash og tennis.

Der er dog ingen tvivl om, at det er tennis, hjertet stadig banker for.

- Det er mega fedt at være tilbage og mærke lyden og lugten. Det er jo ligesom når en gammel cirkushest kommer tilbage i manegen, siger Bob Borella, der glæder sig at spille kampe igen.

- Når jeg går på banen, så spiller jeg 100 procent for at vinde. Så jeg går til den, og jeg er ikke nervøs for, at jeg ikke kan følge med. Men det ville være ærgerligt at få en eller anden dum skade, siger Bob Borella.

Går efter oprykning
Sæsonen i 2. division begynder i slutningen af oktober, og Næstved/Ringsted er i pulje med Greve, Herlev, Brøndby Strand, Roskilde, AB, Holbæk og Ølstykke.

- Vi blev nummer to udendørs, og med Bob Borella på holdet, så går vi efter at rykke op i 1. division. Men det bliver svært, siger Johannes Hemmingsen.

- Han har jo ikke spillet i flere år, men rammer bolden helt vanvittigt godt.