12. juni 2021
Mathias Bjaldby (t.v.) har været en af Slagelses mest stabile spillere i den forgangne sæson, hvor det til gengæld er blevet til lidt af et gennembrud for U19-spilleren Jacob Christensen (th). Foto: Noah Thilemann
gallery icon

Se billedserie

Mathias Bjaldby (t.v.) har været en af Slagelses mest stabile spillere i den forgangne sæson, hvor det til gengæld er blevet til lidt af et gennembrud for U19-spilleren Jacob Christensen (th). Foto: Noah Thilemann
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Birkedal ser lyst på fremtiden

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

OBS! Denne artikel er en betalingsartikel og kan derfor kun læses af abonnenter eller mod betaling.

Birkedal ser lyst på fremtiden
Sport Sjællandske - 09. juni 2021 kl. 06:25
Af Andreas Lissau

Lørdag blev der sat punktum for Slagelse B&Is nu forgangne sæson i 2. divison - ét år, der har tæret hårdt på klubbens økonomi og på kræfterne hos klubbens formand.

- Det har været enormt udfordrende. En voldsom og virkelig hård rutsjebanetur, primært grundet coronasituationen. Men det tror jeg, at mange andre i underholdningsbranchen, foreningslivet og i sportsklubber kan relatere til, lyder det fra Michael Birkedal.

Formanden oplyser, at klubben i corona-perioden har mistet omkring én million kroner i tabte sponsor- og entréindtægter.

- Det er rigtig mange penge for os. Hjælpepakkerne har desværre slet ikke kunne række. Det økonomiske efterslæb kunne dog have set meget værre ud, vurderer Birkedal.

- Vi er ramte, men det er ikke fordi, vi står tilbage med en decideret dårlig økonomi. Rigtig mange af vores sponsorer har heldigvis hængt i. Og jeg er sikker på, at vi hurtigt vil komme op på hesten igen, siger han.

De rødblusede sluttede sæsonen på en niendeplads. Otte point fra nedrykningspladserne, der havde sendt holdet ned i Danmarksserien, og ni point fra en topseks placering, der havde givet adgang til 2. division.

Med niendepladsen er vestsjællænderne i næste sæson derfor at finde i den nye 3. division.

Og den forgangne sæson er knapt fordøjet, inden de på klubbens kontorer nu allerede har indledt forberedelserne forud for de nye udfordringer. Her er en evaluering af spillermaterialet første punkt på dagsordenen.

Selvom Birkedal fortæller, at det økonomiske tilbageslag også vil have effekt på klubbens købekraft i sommerpausen, så lover formanden alligevel nye ansigter i spillertruppen.

- Det er ikke sådan, at vores spillerbudget er forsvundet. Vi regner med at skulle ud og finde to-fire spillere, der kan forstærke den nuværende trup og gøre en forskel fra dag ét, lyder det.

Klubbens formand vil ikke fortælle, om der er konkrete navne på blokken.

- Trænere og ledelse er i gang med arbejdet nu. De vil, ud fra hvad jeg har hørt, gerne forstærke alle tre kæder. Og det vil jeg gerne tilslutte mig - det er nok det rigtige, siger han.

Samtidig oplyser formanden, at der vil være spillerafgange - hvilke kan han dog endnu ikke melde noget ud om.

SBI har under Zouher Abdullatif, der i vinterpausen tiltrådte som ny cheftræner, udvist stor tillid til klubbens egne talenter.

Hele syv U-19 spillere har været i kamp på 2. divisionsholdet. Fem af disse som debutanter. Udviklingen er ifølge Birkedal helt i tråd med klubbens nye strategi.

- Vi vil have et øget fokus på udviklingen af egne talenter fremover. Og det fraviger vi ikke fra, selvom vi skulle få en endnu bedre økonomi, end vi har i dag, siger han og uddyber:

- Det skal være en klub, hvor der ikke skal være langt til førsteholdet, hvis du er et ungt talent.

Klubben er derfor igen klar til at satse på deres unge talenter i kommende sæson - også selvom det skulle være på bekostning af en eventuel oprykning.

Den nye og mere langsigtede strategi afspejler sig derfor også i SBIs målsætning for den kommende sæson.

- Vi vil ikke rykke op for enhver pris, men jeg regner dog med, at vi spiller med i oprykningsslutspillet i 3. division, og her gør en god figur. Det er klubbens og bestyrelsens ambition, lyder det.

Birkedal giver også sit bud på, hvor klubben er om tre år.

- Der skal være sket en positiv økonomisk udvikling drevet frem af det kommercielle. Og der tror vi, at der et potentiale for. Så jeg mener, der er et berettiget håb om at være i den nye 2. division om to-tre år, og derfra kan man sætte sig et nyt mål, siger Slagelses klubformand.

Han og de øvrige i SBI kan se frem mod et ophold i den nyoprettede, landsdækkende 3. division med 12 hold. Strukturen bliver den samme som superligaen, NordicBet Ligaen og 2. division, nemlig med et grundspil og et slutspil.

To hold ryger op fra 3. division. Slagelse skal over Storebæltbroen i cirka 11 af de 22 runder i grundspillet. Og derefter venter et slutspil om oprykning med de seks bedste og et om nedrykning med de seks dårligste. Af de sidstnævnte ryger der fire hold ned i danmarksserien.

Hvor langt tror du Danmark når ved EM