
Debutanten Toby Penty blev matchvinder, da Team Skælskør slog Højbjerg 4-2 i sæsonpremiere i Badmintonligaen, men det holdt hårdt for englænderen at hive den afgørende sejr hjem i matchens sidste kamp.
Penty tabte første sæt i 2. herresingle mod Kasper Dinesen med 16-21, vandt andet sæt 21-10, og hev så sejren i hus med 21-19 i afgørende sæt.
- Det var en god sejr, når man tænker på, at han hverken havde sine egne sko eller ketchere. De er et eller andet sted mellem Barcelona og København... Så man måtte låne både sko og ketcher af Mark Caljouw, siger Team Skælskørs sportschef Steen Schleicher Pedersen, der var bedre tilfreds med indsatsen i sæsonpremieren end med englænderens flyselskab.
- Jeg er super godt tilfreds, for vi leverer en god holdpræstation, siger sportschefen.
Line Kjærsfeldt vandt en klar sejr over Iben Bergstein i damesinglen, og det blev også til en sikker gevinst til Selena Piek og nytilkome Frederik Søgaard i mixeddoublen mod Mathias Bay-Smidt og Alexandra Bøje.
I 1. herresingle gik det til gengæld galt for Team Skælskør, da hollænderen Mark Caljouw tabte første sæt mod brasilianske Ygor Coelho så klart som 21-9.
Mens Mark Caljouw forsøgte at finde sig selv, forsøgte TSS' nye damedouble Amanda Högström og Olga Morozova at finde hinanden på nabobanen.
Heldigvis skulle den svensk/russiske konstellation kun bruge 12 dueller på at finde fælles fodslaw. Så rykkede parret fra 6-6 til 14-6 og slog til sidst Gabrielle Bøje og Marie Louise Steffensen 21-15, 21-14.
Mark Caljouw kom lidt bedre med i andet sæt, men kunne ikke forhindre Ygor Coelho i at bringe Højbjerg på tavlen. Jydernes anden sejr fulgte kort efter, da Anders Skaarup og Oliver Leydon-Davis som ventet vandt herredoublen over Søren Gravholt og reserven Tobias Stegman Rønbøg, der afløste en skadet Kim Astrup.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her