
Mange Næstved-fans blev sendt i drømmeland, da det kom frem, at Fabian Ernst var ved at købe sig ind i Næstved Boldklub. Nu er salget gået i orden, og de nye ejere har indsat en ny ledelse, der skal sætte en ny kurs for fremtiden i Næstved Boldklub.
Et af de store og mest åbenlyse spørgsmål har været, hvad der skulle ske med spillertruppen, efter de nye ejere er kommet til. I første omgang forlød det, at man ville hente en masse nye spillere fra en højere hylde, men piben har fået en lidt anden lyd, efter salget er blevet en realitet.
Da Næstved-spillerne mødte ind til onsdagens træning var der et enkelt nyt ansigt med. Der er tale om en tidligere FC Vestsjælland-spiller; Victor Wagner.
Han nåede at spille en halvsæson i FC Vestsjælland, da klubben var rykket ned i 1. division. Han kom til Slagelse som et ungt håbefuldt talent fra Vestjylland, men da konkursen indtraf rykkede han først videre til Thisted i 2. division, og siden sommeren 2016 har han spillet i Norge for Nybergsund i den næstbedste norske række.
Her har den 22-årige forsvarsspiller hentet megen erfaring, og nu er han altså med i Næstved i håbet om at spille sig til en kontrakt. Victor Wagner træner således med i denne uge, og så er det meningen, at han skal testes i lørdagens træningskamp mod HB Køge.
- Vi må se, hvordan det udvikler sig. Lige nu træner Victor med, og så kan vi se hinanden lidt an, siger Jacob »Gaxe« Gregersen, direktør i Næstved Boldklub.
Selv er Victor Wagner glad for at få chancen for at vise sig frem i Næstved.
- Jeg håber, at jeg kan efterlade et godt indtryk. Det kunne være fint at komme hjem til Danmark for at spille, siger Victor Wagner, der fik spoleret mandagens træning i Næstved på grund af et uheld på Storebæltsbroen, der lukkede ned for trafikken i flere timer.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her