14. oktober 2019
Frederik Sommer med bold.  Foto: René Larsen
gallery icon

Se billedserie

Frederik Sommer med bold. Foto: René Larsen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Vinderne stod og så på

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Vinderne stod og så på
Sport Frederiksborg Amts Avis - 25. maj 2019 kl. 17:05
Af René Larsen
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Uden selv at spille er Stenløse pludselig herre over egen skæbne i oprykningskampen fra Sjællandsseriens pulje 1. Lørdag eftermiddag tabte rækkens tophold Frederikssund nemlig sensationelt hjemme på Kalvøen 2-0 til upåagtede Glostrup.

Dermed skrumpede Frederikssunds forspring ind til tre point, og Frederikssund og Stenløse mødes i den kommende weekend i næstsidste spillerunde. Dermed kan Stenløse med en sejr om en uges tid overtage førstepladsen i kraft af, at holdet i så fald vil være bedst i de indbyrdes opgør.

Omvendt kan Frederikssund med en sejr definitivt sikre sig oprykning, men med den krampagtige præstation, som Frederikssund lagde for dagen mod Glostrup, så kan det blive svært.

Frederikssund startede ellers fint. Rasmus Johansson havde allerede i første minut et skud, der gik lige forbi, og senere gik et hovedstød fra Mikkel Eliassen også snert forbi. Det lignede bare et spørgsmål om tid, inden Frederikssund ville få hul på bylden.

Det så ud til at ske omkring den halve time. Mikkel Eliassen headede på overliggeren. Bolden gik ud i feltet, hvor Frederik Sommer var hurtigt over den løse bold. Også han ramte underkanten af overliggeren, men bolden slog ned på den målgivende side af linjen og ud i spil igen. Det nåede dommeren imidlertid ikke at se, og linjevogteren stod ikke i en position til at træffe en afgørelse, og så slap Glostrup med skrækken.

Minuttet efter stod det dog 1-1 i forkerte kendelser. Her havde Frederikssunds 300 kamp-jubilar Martin Hansen hånd på bold i feltet, og et straffespark til Glostrup kunne meget vel være dømt - men blev det ikke.

Glostrup havde organiseret sin defensiv godt og kunne afvise de høje bolde, som Frederikssund sendte ind i feltet, og gæsterne investerede meget i sine få omstillinger.

Det fik Glostrup bonus af kort inde i 2. halvleg. Alexander Carlsen blev spillet fri med en stikning, og han rundede Frederikssund-målmand Joaquin Martinez og lagde bolden ind i det tomme mål.

Det lagde bare nye lag på frustrationerne hos Frederikssund. Uafgjort var til at leve med men et nederlag er dybt kritisk.

Frederikssund pressede yderligere på. Frederik Sommer var tæt på, da han headede på underkanten af overliggeren, men den helt åbne mulighed kom ikke. I stedet lukkede Glostrup opgøret i overtiden efter en omstilling, som Mathias Rosenkrantz De Lasson afsluttede i det lange hjørne.