
Først var der islandsk invasion. Nu er der nærmest islandsk folkevandring ud af Farum igen.
For mandag valgte FC Nordsjælland at sende Adam Örn Arnarsson til norske Aalesund på en kontrakt, der løber til og med 2018. Arnarsson havde kontraktudløb i Nordsjælland til sommer og havde udsigt til at blive tilovers.
Dermed følger Adam Örn Arnarsson efter cheftræner Ólafur Kristjánsson ud af svingøren i FC Nordsjælland, der allerede i den tidligere træners regeringstid sagde farvel til angriberen Gudjon Baldvinsson, der aldrig blev noget hit i Superligaen.
Tilbage er midtbanespilleren Gudmundur Thórarinsson og målmanden Runar Alex Runarsson med islandske pas i FC Nordsjælland.
- Adam har fået en god mulighed for mere spilletid, og den skal han gribe. Vi takker ham for det arbejde han har leveret her i FCN, og ønsker ham held og lykke i fremtiden, lyder det kortfattet fra FC Nordsjællands sportsdirektør, Carsten V. Jensen, til klubbens hjemmeside.
Adam Örn Arnarsson nåede 17 kampe for FC Nordsjælland, efter han kom til klubben i 2014 fra hollandske Nijmegen. Først stod han i skyggen af Mario Ticinovic, og siden kom han igen om bagerst i køen, da brasilianske Ramón Rodrigues kom til.
I Aalesund bliver han holdkammerat med U21-landsholdskammeraten Aron Thrandarson, og den norske klub har store forventninger til højrebacken.
- Dette er en spiller vi har fulgt over tid, og opfylder vores krav til rollen. Han er hurtigt, har gode basis-færdigheder og er bevægelig. Det er en spiller, der har lyst til at blive god, siger Trond Fredriksen, cheftræner i Aalesund.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her