18. december 2017
Nicklas Engholt og Ann Nielsen fejrer en vunden bold. Foto: René Larsen
gallery icon

Se billedserie

Nicklas Engholt og Ann Nielsen fejrer en vunden bold. Foto: René Larsen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: En duft af gamle dage

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

En duft af gamle dage
Sport FAA - 05. december 2017 kl. 00:58
Af René Larsen
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Fire år i træk fra 1992 til 1996 var det en fast tradition, at Lillerød og Kastrup-Magleby mødtes i finalen om det danske holdmesterskab i badminton i K.B.-Hallen på Peter Bangsvej. Og med til traditionen hørte også, at Lillerød vandt finalen og det danske mesterskab - hver gang.

Så der var en duft af fortids storhed og gamle dage, da de to traditionsklubber mandag mødtes i Lillerød Hallen. Denne gang ikke i en DM-finale, men dog et nøgleopgør i de to klubbers bestræbelser på at knibe sig ind i det kommende kvalifikationsspil til Badmintonligaen, og lige som i 90'erne var det Lillerød, der trak det længste strå ved at vinde 7-6 og dermed bringe sig op på andenpladsen i 1. division.

- Vi vil gerne tilbage i ligaen, men ikke for enhver pris. Vi går ikke bare ud og køber et hold. Skal vi op skal det ske med vores egne spillere. Vi bruger vores penge og kræfter på at skabe et godt træningsmiljø. Det er vores vej frem, siger Lillerød-formand Søren Toft.

Det gav sig i sidste uge udslag i, at klubbens 16-årige Sophia Grundtvig strøg helt til tops ved U17-EM, hvor hun hentede guld i damesingle. Hun kommer oprindelig fra Skåde ved Århus, men Grundtvig tog selv initiativet til at skifte til Lillerød, hvor hun kunne komme til at træne under den tidligere All England-vinder Tine Baun.

Trods guldmedaljen er Grundtvig endnu ikke helt moden til at spille i 1. division. Der skal mere erfaring til, og det er der i Lillerød. 38-årige Tine Baun er ud over at være cheftræner fortsat Lillerøds trumfkort i 1. damesingle, og hun gjorde kort proces med hurtigt KMB's Mathilde Cramer Ahrens.

Tine Baun er trods sine 38 år ikke aldersmæssig nestor på Lillerøds mandskab. Det er 44-årige Ann Nielsen - mangeårig international doublespiller og VM-bronzevinder - der stadig kan drille ungdommen. Det så publikum da Ann Nielsen sammen med Nicklas Engholt besejrede den tidligere Lillerød-spiller Mikkel Elbjørn og Christine Busch i en af aftenens mange spændende kampe.

En times tid senere var publikum igen helt ude på det yderste af stolesæderne, da Ann Nielsen hentede aftenens anden sejr sammen med makkeren Sofie Nielsen i 2. damedouble i en forrygende tresætter.

- Ann kan jo sagtens være med i 1. division, konstaterer Søren Toft, selv om det egentlig er ungdommen, Lillerød satser på.

Opgøret sluttede først i midnatstimen efter 4½ times top-underholdning. Nicolai Worm Carlsen og Nicklas Engholt sikrede Lillerød sejren ved at vinde 1. herresouble, men KMB trods alt fik et point med hjem ved at vinde de to øvrige herredoubler og dermed bringe sig på 7-6.

- Lige her og nu kunne jeg godt tænke mig, at vi havde vundet 8-5 og fået alle tre point. Det var stolpe ud i nogle af kampene. Vi taber 1. og 4. herresingle, der er meget tætte. Det kunne have blevet til meget mere, siger Tine Baun men skynder sig at tilføje.

- Når det så er sagt, så er jeg ovenud glad for de to point. Det var en vanvittig holdkamp, hvor folk performer deres bedste, og de to point er meget vigtige for os .

Med sejren spillede Lillerød, der rent faktisk er oprykker fra tredjebedste række, sig op på andenpladsen med gode muligheder for at gå i liga-kvalifikationsspil.

- Vi har det i egne hænder. Det er et drømmescenarie. Inden denne sæson havde jeg bare tænkt på, at vi skulle overleve. Men denne 1. division er bare så tæt, hvor holdene slår hinanden på kryds og tværs, siger Tine Baun.

1. division
Lillerød-KMB 7-6
1.MD: Nicolai Worm Carlsen/Sofie Nielsen - Mads Emil Christensen/Zenia Dam 18-21, .22-20, 13-21

2.MD: Nicklas Engholt/Ann Nielsen - Mikkel Elbjørn/Christine Busch 22-20, 21-16

1.DS: Tine Baun - Mathilde Cramer Ahrens 21-9, 21-7

2.DS: Irina Amalie Andersen - Freja Ravn 21-15, 21-11

1.HS: Talar Laa - Luis Enruque Penalver 11-21, 22-20, 20-22

2.HS: Kian Andersen - Rasmus Rylander 21-14, 21-7.

3.HS: Morten Herschend - Thomas Fynbo 13-21, 21-15, 9-21,

4.HS: Mikkel Kærsgaard - Tobias Holst Christensen 19-21, 21-19, 19-21,

1.DD: Tine Baun/Irina Amalie Andersen - Zenia Dam Larsen/Freja Ravn 21-17, 21-14

2.DD: Sofie Nielsen/Ann Nielsen - Mathilde Cramer Ahrens/Christine Busch 21-13, 17-21, 21-18

1.HD: Nicolai Worm Carlsen/Nicklas Engholt - Mads Emil Christensen/Tobias Holst Christensen 21-11, 21-11

2.HD: Kian Andersen/Mikkel Kærsgaard - Mikkel Elbjørn/Thomas Fynbo 17-21, 21-15, 13-21

3.HD: Talar Laa/Morten Herschend - Luis Enrique Penalver/Rasmus Rylander 19-21, 19-21

Tip os

Del din historie eller billeder

Send en e-mail til:
sndk@sn.dk