23. januar 2019
Michel Skjold Hansen med frisure, der var på toppen, da han startede hos Taastrups kvinder for ti år siden. Foto: Bjørn Armbjørn
Michel Skjold Hansen med frisure, der var på toppen, da han startede hos Taastrups kvinder for ti år siden. Foto: Bjørn Armbjørn
Foto: Bjørn Armbjørn
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Skjold Hansen retur i Taastrup

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Skjold Hansen retur i Taastrup
Sport DB - 18. december 2018 kl. 11:21
Af Jeppe Lodberg
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Brændende kærlighed ruster ikke, men ligger godt i maven - og det samme kan en burger gøre, og nydes den sammen med en god bekendt, så kan det føre til, at man slår pjalterne sammen. Og cirka derfor er Michael Skjold Hansen tilbage i Taastrup FC, når herresenior 1 medio januar måned har første træningsdag efter vinterpausen.

- Jeg stillede en ønskeliste op, da jeg skulle finde afløseren for Morten Rasmussen, og jeg har taget udgangspunkt i den pressede situation, vi står i som bundhold i danmarksserien. Det skulle være én, jeg kendte i forvejen - og én, der kendte klubben, siger Jørgen Kolter.

Han tiltrådte den ubesatte stilling som sportschef i TFC - eller rettere genindtrådte efter nogle år i mere tilbagetrukne roller i klubben - ugen forinden Rasmussen for tre uger siden sagde op for at skifte til Slagelse som assistenttræner, og minsandten om ikke Kolter fik bid, første gang han kastede snøren. Og fik halet Michael Skjold Hansen i land.

- Vi har løbende snakket sammen. Og jeg ved, at Michael er dygtig på de områder, der bliver de vigtigste for, at vi overlever - boldomgangen, mandskabsplejen og at få dem i form, siger Jørgen Kolter og føjer til, at han har lavet en halvanden-årig aftale med den 42-årige træner med ligestillet ret for parterne til at sige adios til sommer.

- Jørgen og jeg har holdt kontakten, og har spist en burger sammen i ny og næ. Og så ringede han og spurgte, om det kunne have min interesse - og jeg må jo nok indrømme, at da han først havde plantet et lille frø, blev det hurtigt til en blomst, siger Michael Skjold Hansen, der derfor i går måtte fortælle Albertslund IF, at han måtte sige det job som sportschef op, som han tiltrådte den 1. september.

- Jeg er klar over alvoren i det her - at Taastrup ligger sidst, men ellers kender jeg ikke meget til holdet. Jeg var tæt på at tage ud og se dem i efteråret, men der kom noget i vejen, så jeg starter fra nul, tror jeg. Måske er der et par stykker på holdet, som jeg har haft i Frem, men jeg ved jo ikke, om de også er der, når vi starter op.

- Men efter, hvad Jørgen fortæller mig, så er der dygtige spillere - men enten har de været svært uheldige, spillestilen har været forkert eller også har de ikke været i ordentlig form. Det er det sidste, der er nemmest at starte med, så det vil jeg gøre, og jeg har allerede lavet aftale med en fysisk træner. Vi skal være helt klar fra start, og kan vi hente nogle point på at være i bedre form end modstanderne fra start af, så er vi måske hurtigt i en stime. Jeg er fuld af fortrøstning, siger Michael Skjold Hansen og vil naturligvis gerne se nærmere på materialet, inden han beslutter sig nærmere for, hvordan »projekt overlevelse« skal gribes an.

- Min egen stil er, at vi gerne vil eje bolden - men vi skal heller ikke være blege for at komme hurtigt og direkte frem til målchancerne. Og selv om det skærer i hjertet som Manchester United-fan, så vil jeg gerne spille lidt som Liverpool, føjer den tidligere og den kommende TFC-træner til henvisende til et rigtignok trist 3-1 resultat på Anfield Road i søndags.

Michael Skjold Hansen kom første gang til Taastrup i sommeren 2009, hvor han tiltrådte som cheftræner for kvinderne, der lige netop havde overlevet kvalspillet til 1. division. Det samme gjorde sig gældende i 2010, men året efter vandt taastrupperne både grundspillet og slutspillet i 1. division samt rykkede i 3F Ligaen. Her var Skjold kun med i den første halvsæson, blev afløst af Michael Juul, der lige netop holdt TFC oppe og overlod tøjlerne til den tidligere Brøndby-back Thomas Rasmussen.

Han stoppede så efter en halvsæson, og det var så »liga-bagkvindernes« mening, at Michael Skjold den 10. december 2013 skulle præsenteres som »ny« træner for anden halvsæson - men i stedet dukkede bestyrelsen op på spillermødet og fortalte, at holdet blev lukket ned grundet udsigt til et halvt millionunderskud, hvilket ville true hele klubben.

- Jeg var rigtig ked af, at jeg måtte stoppe for at tage hensyn til familien. Vi stod overfor at få nummer to og havde allerede en pige på to år, erindrer Michael Skjold, der i stedet startede eget firma, Fodboldinspirator, og blev træner for Hillerøds kvinder, som han førte op i danmarksserien.

Siden har han været i Lyngby som assistent for klubbens U17 og U19-ligahold og en halvsæson i Frem som træner for U23 holdet.

- Men det har altid ligget og ulmet i maven på mig, siden jeg kom til Taastrups kvinder fra Glostrup som assistent for 2. divisionsholdet, at jeg ville tilbage til herrerne og have et job i danmarksserien eller 2. division. Et job, der da nok kræver meget tid, men ikke i forhold til et job i 1. division og ikke værre end, at der er tid til familie og job, siger Michael Skjold Hansen, der »civilt« er folkeskolelærer ved siden af Fodboldinspirator, hvor han mest administrerer, mens han »har folk«, der varetager de forskellige træningsydelser og -seminarer.