Den tidligere HB Køge-cheftræner Morten Karlsen var kaninen i hatten, da AGFs bronzevindere torsdag mødte ind til første træning efter en kort sommerferie.
»Karl« er ny assistenttræner for nok den mest populære mand i Aarhus, cheftræner David Nielsen, der endte 23 års medaljetørke i Smilets By.
- Morten Karlsen har stået i træner-lære i et strømlinet udviklingsmiljø i FC Nordsjælland, men har også senest har stået med ansvaret som cheftræner i HB Køge, ligesom han har en solid spillerbaggrund bag sig. De samtaler, vi i processen har ført med Morten, har bekræftet os i, at han kan tilføre yderligere kvalitet i et i forvejen super stærkt set-up, siger AGF-sportschef Peter Christiansen til klubbens hjemmeside, hvor Morten Karlsen også kommer til orde:.
- Som træner, så tændes jeg af faglige udfordringer og spændende opgaver i et godt og professionelt miljø. Og det er der i høj grad i AGF, hvor jeg ser frem til at bidrage med min faglighed og mine kompetencer. I første omgang i den her spændende sæson, vi står over og som snart starter, siger Morten Karlsen, som afløser Ruben Selles, der stoppede for at jagte et cheftræner-job.
Morten Karlsen stod i spidsen for HB Køge i halvanden sæson frem til afslutningen af sidste efterår, så det var Auri Skarbalius, der tog imod spillerne efter julepausen.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her