Det så noget voldsomt ud, da Vendsyssels Andreas Kaltoft efter en halv times tid af søndagens kamp tacklede HB Køges Emilio Simonsen i kunstgræsset på Capelli Sport Stadion. Det var det også. Kaltoft fik en advarsel for forseelsen, mens Simonsen vred sig i smerte, så det kunne ses og høres.
Mandag kom så meldingen om, hvad der skete med HB Køges offensive kraft. Hans skulder var ikke revet af led, men derimod var ledbåndet ved kravebenet revet over.
Dermed venter nu ikke blot et par ugers pause, men seks uger væk fra fodboldkampe. Om fire uger må han træne med igen, og derefter skal kan spilles i form.
- Typisk! Nu er man lige kommet godt i gang og så går det galt. Det er rent ud sagt noget pis, men der er ikke andet at gøre end at komme tilbage, men lige nu tager jeg den med to noget tid, siger en noget trist Emilio Simonsen dagen derpå.
- Det var en lidt voldsom tackling, og Kaltoft kom for sent, men der var ikke noget ondt i det. Det er bare uheldigt for mig at lande på skulderen. Det gjorde bare ondt, og jeg var først sikker på, at skulderen var gået af led, men det var ikke kun det, som Simonsen siger.
Han måtte en tur om Universitetshospitalet i Køge for at blive undersøgt. Nu er armen i slynge, mens det nærmere genoptræningsprogram bliver lavet.
Emilio Simonsen føjer sig til listen af skadede spillere i HB Køge, hvor Martin Koch står sammen med Mathias Høst, Nicholas Marfelt og Lorenzo Burnet.
- Jeg læste, at vi spillede en god kamp resten af kampen mod Vendsyssel, og det er lækkert. Vi er i gang nu, og nu er målet helt klart at komme i top-6. Det bør være muligt, og så er det bare ærgerligt, at jeg ikke selv kan bidrage før om et stykke tid, siger Emilio Simonsen, der kom til HB Køge fra Nykøbing FC i vinterpausen.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her