6. juni 2020
Anders Knudsen ser gerne, at sæsonen er slut. Foto: Anders Kamper
Anders Knudsen ser gerne, at sæsonen er slut. Foto: Anders Kamper
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Knudsen: Stop bare her

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Knudsen: Stop bare her
Sport DAGBLADET - 01. april 2020 kl. 13:32
Af Jeppe Lodberg
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

- Det ville da se pissegodt ud på mit cv, at jeg havde fået et hold, hvis primære mål var overlevelse, til at slutte med oprykningskampe. Men nej - jeg er fuldstændig ligeglad, og jeg er også ret sikker på, at pigerne ikke gider spille dem.

- For min skyld må de gerne lukke turneringen helt ned, selv om det betyder, at vi lander et par pladser længere nede, end vi måske ellers kunne.

Siger afgående cheftræner Anders Knudsen henvisende til, at Roskilde Håndbolds kvinder ligger femmer i 1. division - á point med Gudmes firere og to point efter SønderjyskE på den tredjeplads, der i en normal sæson giver oprykningskampe til Ligaen mod i første omgang toerne, der ser ud til at blive Ringkøbing.

Og Roskilde har spillet to kampe færre end både Gudme og SønderjyskE, så sejr i dém og roskildenserne ville springe op på tredjepladsen endda med mulighed for at trække yderligere fra med en hjemmekamp mod SønderjyskE på den del af restprogrammet, som skulle have været spillet.

Men al håndbold ligger stille grundet corona-pandemien, det er uger siden, Anders Knudsen sidst så sine spillere, og det eneste, der kan få ham til at ønske, at tingene snart normaliseres, er, at han gerne vil have sagt ordentligt farvel.

- Vi er jo ikke dem, der har trænet allermest i år, og uden at vide noget som helst om det, så kan jeg forestille mig, hvilken tilstand, de vil komme tilbage i, hvis corona-nedlukningen varer.

- Det er vel også lidt derfor, at jeg har det sådan, at de (Divisionsforeningen Håndbold og DHF, red.) godt må lukke ned nu. Lige nu kan vi gå ud af sæsonen med positivit sind, siger Anders Knudsen og vil til gengæld lade det være helt op til dem bag skrivebordene at finde den salomoniske løsning omkring medaljespil samt op- og nedrykning i landets bedste rækker.

- I Norge har de gjort det på den helt hårde måde og sagt, at dem, der ligger under stregen i Ligaen på nuværende tidspunkt »bare« bytter plads med dem, der ligger til oprykningskampe - men det kan vi jo ikke overføre direkte, da vi jo har først et nedrykningslutspil og så taberen derfra i kamp mod enten Ringkøbing eller måske os, funderer den afgående Roskilde-træner.

Duo tager over
Han afløses fra næste sæson af duoen Daniel Rensch og Kasper Jensen efter at have været en del af 1. divisionsdamerne siden 2014-15 sæsonen, hvor han startede som assistent for Kristian Kristensen sammen med Anne Munk, som han fortsatte med sæsonen efter som »ligestillet chef«.

- Der var lige halvanden sæson, hvor det var Dan Hansen, der var træner - eller har jeg været med omkring holdet i seks sæsoner, så det må være på tide, at der sker lidt nyt.

- Det var min egen beslutning at stoppe. Jeg blev spurgt, om jeg ville fortsætte sammen med én af de to nye - og jeg måtte lige bruge et par uger på at tænke over dét, men jeg holdt fast i, at jeg stoppede. Klubben vil gerne have nogle nye mål og målsætninger, og jeg tror, at det er den helt rigtige duo, den har fundet frem til.

- Klubben vil have nogle nye unge spillere til, og jeg er ikke sådan indrettet, at jeg ligger og ringer rundt til alle mulige. Måske de nye kan lokke nogle til. Alle »mine pigers« håndboldevner til trods, så skal der noget nyt til, hvis man vil i den mere eliteprægede retning, siger Anders Knudsen og mener, at Roskildes mænd under Rasmus Svane har vist vejen, der er værd at kopiere, selv om det i første omgang kun blev til en sæson i næstbedste række for dem.

- Der har været lidt for meget hygge i den i denne sæson også efter min smag. Men til gengæld har vi skabt noget andet på damesiden - et helt utroligt godt socialt sammenhold, hvor både spillere fra tredjeholdet, ynglingeholdet og 1. divisionsholdet har været med på andetholdet.

- Det sammenhold skal de nye trænere bibeholde, og det ved jeg også, at de har fået besked på, da de blev ansat. Det kan godt være, at man ikke vinder Champions League på sammenhold, men det er heller ikke det, vi skal i vores klub, siger Anders Knudsen, der ingen planer har om at træne andre i næste sæson.

- Jeg skal passe mig civile (politi)arbejde, hvor jeg har fået en ny rolle. Så skal jeg følge min ældste søn (Oliver Klarskov Knudsen) og hans start på trænerkarrieren (assistent for Roskildes 1. divisionsherrer) og se min andre børn spille, siger Anders Knudsen om de to knægte på hhv. U13 og 17 samt pige på U15 - i Roskilde forstås.

Alle personer over 18 år har nu muligheden for at bestille en test for coronavirus, selv om de ikke har symptomer. Er det noget du vil benytte dig af?